Analytiker efter stort fald i GN Store Nord: 'Bekymrende'


»Bekymrende«
Sådan beskriver Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen udviklingen hos den danske høreapparatkoncern GN Store Nord. Det sker, efter GN Store Nord har nedjusteret sin prognose for 2021 i forbindelse med offentliggørelsen af foreløbige regnskabstal for GN Hearing i 3. kvartal 2021. Nedjusteringen for GN Hearing skyldes forsinkelser i produktudviklingen, der har medført forsinkelser i planlagte produktlanceringer i 2. halvår 2021.
Søren Løntoft Hansen fremhæver i en kommentar, at der i forbindelse med halvårsregnskabet i august opstod usikkerhed om GN Hearings evne til at indfri egen helårsprognose. Usikkerheden gik imidlertid især på de fortsatte konsekvenser af Coronakrisen og dermed markedsudviklingen.
»Dagens nedjusteringen er dog overvejende drevet af forsinkelser i produktudviklingen og dermed produktlanceringerne, hvilket i vores optik er bekymrende i en sektor, der er drevet af innovation. Vi frygter, at udfordrende ikke kun er begrænset til 2021, men også får indflydelse på udviklingen i dele af 2022 – hvilket meddelelsen om transformationen af R&D-aktiviteterne også efter vores vurdering indikerer,« forklarer Søren Løntoft Hansen.
Det skal ses i lyset af, at GN Hearing nu ser en omsætningsvækst på ca. 16 pct. mod tidligere mere end 25 pct. i 2021. GN Hearing forventer samtidig en overskudsgrad (EBITA-margin) på mere end 12 pct. mod tidligere mere end 16 pct. for helåret.
Hos Sydbank sænker man i kølvandet på GN Store Nord-udmeldingen derfor bankens EPS-estimat for 2021 med 9 pct. og for 2022 med 8 pct.
»Vi anser fortsat GN Store Nord-aktien – til trods for nedrevideringen af vores estimater – som attraktiv på det nuværende kursniveau. Det er dog under forudsætning om forventningen om en vækstgenrejsning og indfrielse ambitionen om en EBITA-margin på mere end 20 pct. på lidt længere sigt,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
Sydbank fastholder dog Køb-anbefalingen på GN Store Nord-aktien, der ved analysetidspunktet tirsdag formiddag lå i kurs 407.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.
Læs også: GN tæt på opkøb: Satser stort på gaming-markedet
Læs også: Professionel investor undrer sig over Vestas-kursen: Aktien er blevet mere interessant