Mærsk-aktien kan komme under pres i mandagens handel.
Sådan lyder det i en kommentar mandag morgen fra Haider Anjum, der er senioranalytiker hos Jyske Bank.
Årsagen er den eskalerende situation i Mellemøsten, som øger kompleksiteten og vil føre til større forstyrrelser og øget brændstof- og operationelle omkostninger grundet ruteomlægninger.
Havnen i Salalah i Oman er fortsat lukket efter et droneangreb i weekenden beskadigede en kran og sårede en havnearbejder.
Mærsk oplyser, at deres drift vil være midlertidig på pause i 48 timer, men at skibe, der er på vej til havnen fortsætter rejsen derhen, om end der må forventes forsinkelser.
»Vi ser det som endnu en forværring af situationen, for Salalah har været en af de få havne, der ligger lige uden for den Persiske Golf og som er blevet brugt til at transportere gods til og fra Golflandene ad landevejen. Når Salalah er ude af drift mindskes kapaciteten på omvejsruten betydeligt,« lyder det fra analytikeren.

