Her til morgen bliver aktierne presset ned og olieprisen sendt op grundet de vedvarende spændinger i Mellemøsten.

Modstridende beskeder om forhandlingerne vedrørende en våbenhvile mellem USA og Iran får nemlig investorerne til at sænke deres risikovillighed, skriver Bloomberg News.

Den seneste melding er, at USA fastholder, at forhandlingerne fortsætter, men Iran har afvist tilnærmelser fra præsident Donald Trump.

»Markederne har i høj grad været drevet af overskrifter, da vi hele tiden får forskellige og modstridende meldinger om situationen med Iran,« lyder det fra Fabien Yip, der er markedsanalytiker hos IG International, til Bloomberg.

»Markederne har brug for større klarhed om, hvad udfaldet bliver. Indtil der er enighed om vilkårene for våbenhvilen, vil vi desværre fortsat se disse udsving,« tilføjer han overfor finansmediet.