Investorerne i markedet er langtfra venligt stemt over for Novo Nordisk-aktien, efter den danske medicinalkæmpe nok engang er kommet med skuffende nyt.
Evoke-studierne, der har testet semaglutids effekt på patienter med mild alzheimers blev ikke den befrier, som investorerne havde håbet på, lyder det fra Novo-analytiker Henrik Hallengreen fra Jyske Bank:
»Det har været et håb, der har været i markedet, og nogle har købt ind på, at det kunne være frisk start,« siger han og tilføjer:
»Nogle investorer vender tilbage til en negativ stemning, og det afspejles i aktiekursen i dag.«
Hos Henrik Hallengreen har Evoke-studierne ikke fyldt synderligt meget, og derfor betyder det ikke noget for hans syn på aktien:
»Grundlæggende kommer det ikke til at gøre noget ved mit syn på aktien. Det har lidt været en lottokupon, men det ændrer ikke på potentialet for semaglutid inden for vægttab,« siger han.
Semaglutid, der er den aktive ingrediens i supersællerten Wegovy og Ozempic, kunne muligvis bruges mod mild alzheimers, hvilket Novo Nordisk har undersøgt i fase 3-forsøgene Evoke og Evoke+.
Det kunne blive en 'gamechanger' for både virksomheden og behandlingen af den frygtede sygdom, hvis resultaterne var endt til den positive side, har analytiker David Evans fra finanshuset Kepler Chevreux tidligere beskrevet.
Novo Nordisk-aktien falder med næsten 10 pct. i dagens handel efter de negative forsøgsresultater
Det er endnu en streg i regningen for medicinalkæmpen, der siden sommeren 2024 er faldet tilbage med over 70 pct.
Læs også: Nye tal: Kvinder er særligt gode til at udnytte skattefidus
Læs også: Handelsplatform lancerer aktiesparekonto til mindreårige

