Henter kommentarer

Analytiker om Bavarian: Den danske meme-aktie


Bavarian Nordic er blevet til en dansk meme-aktie.

Det mener i hvert fald analytiker Lars Persson i fredagens udgave af Millionærklubben. Han fokuserer på teknisk analyse og dermed i særlig grad kursudviklingen i de enkelte aktiekurser.

Bavarian Nordic, som producerer abekoppe-vaccinen, har været på lidt af en rutsjebanetur den sidste tid.

»Der er jo gået rokoko i den. Først sendes aktien hysterisk op på grund af abekopper, så er der en ældre præsident, der siger, at det hele er overstået. Det er den danske meme-aktie,« siger Lars Persson.

En meme-aktie dækker over en aktie, der har tiltrukket sig opmærksom på sociale medier uden, at interessen nødvendigvis bunder i nøgletal eller fundamentale værdier.

»Det var lidt som om, at vi alle søgte over i den, da der var mørkest ude i markedet. Så fik den for meget fart, og nu falder den tilbage,« siger Lars Persson.

Han ser dog en lys fremtid for selskabet, der har specialiseret sig i udvikling og producering af vacciner.

»Hvis vi nogensinde kommer tilbage til normale tilstande, så vil aktien stige igen, fordi de har nogle gode produkter, som vi skal have på hylderne,« vurderer Lars Persson.

Fredag ser dog ud til at blive endnu en rød dag for Bavarian Nordic-aktien. Fredag eftermiddag er aktien faldet med 4,85 pct. Dermed fortsætter det kraftige kursfald, som aktien har oplevet den seneste måned. I den periode er aktien faldet næsten 38 pct.

Læs også: Citi ser potentiale i amerikanske aktier: Disse sektorer satser de på

Læs også: Nordnet om stort dansk aktieudsalg: Det kan forklare kursfaldene