Henter kommentarer

Analytiker om FLSmidth-aktien: Der er plads til kursstigninger

Foto: PATRICK PLEUL
Vis mere

FLS-aktien kan stå over for kursstigninger, lyder vurderingen fra Sydbank.

Med »en meget lav værdiansættelse kombineret med god modstandsdygtighed i Mining, stærke synergier fra TK Mining og stigende indtjening i Cement ser vi plads til kursløft,« forklarer Mikkel Emil Jensen i et nyt analysenotat.

Trods øget geopolitisk usikkerhed og aftagende økonomisk vækst fastholder FLSmidth-analytikeren bankens købsanbefaling af C25-aktien.

Han har set nærmere på den danske ingeniørkoncern, der har specialiseret sig inden for cementproduktion og udstyr til minedrift, efter C25-selskabet torsdag aften opdaterede sine forventninger til fremtiden. Her afslørede FLSmidth også et strategiskifte i selskabets minedivision. Risikable og tabsgivende aktiviteter skal sælges fra, mens forretningen i stedet deles op i core og non-core.

Det er ikke mindst synergierne fra FLS' opkøb af TK Mining, der vækker begejstring. Det danske selskab venter at få meget mere ud af opkøbet og langt hurtigere end tidligere ventet.

FLS planlægger at accelerere integrationen, så selskabet allerede i slutningen af 2023 er oppe på fuld damp med synergierne. Hvis det lykkes, har FLS skåret cirka tre kvartaler af tidshorisonten og løftet synergierne med mere end 50 pct., bemærker Mikkel Emil Jensen.

»Vi var i forvejen optimistiske omkring værdiskabelsespotentialet ved det tidligere niveau af synergier, men lykkedes det FLSmidth at løfte synergierne til 560 mio. kr. (mod tidligere 360 mio. kr., red.) begynder overtagelsen af TK Mining at ligne et røverkøb,« forklarer Mikkel Emil Jensen.

Købet har dog været en lang proces, der har testet investorernes tålmodighed, understreger han.

FLS har netop opjusteret dets forventninger til 2022. FLSmidth forventer nu, at omsætningen lander i spændet 21-22 mia. kr. Tidligere lød forventningen på 18,5 mia. kr.

FLS sænker dog forventningerne til overskudsgraden. FLS sænker forventningen til EBITA-marginen til 4 pct. fra tidligere 6-7 pct.

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en købsanbefaling på FLS-aktien.