Det er flotte tal, som er kommet ud fra et af de store danske selskaber torsdag eftermiddag.
Det fortæller Mikkel Emil Jensen efter Rockwool har udsendt en opjustering.
Isoleringskæmpen har sat forventningerne til driftslønsomheden – også kendt som EBIT-marginen – op til 17 pct. for året, hvor den før lå på 15 pct.
Læs også: Sydbank om muligt dansk megaopkøb: 'De har de bedste forudsætninger'
»Det er meget flotte tal fra Rockwool,« siger Mikkel Emil Jensen og fortsætter:
»Jeg havde regnet med, at de skulle ud opjustere, men jeg troede, at de ville sætte den op til 16 pct. Rockwools opjustering var altså større, end jeg havde forventet,« siger Mikkel Emil Jensen.
Årsagen til, at senioranalytikeren havde forventet en opjustering, skyldtes, at Rockwool havde sat sine forventninger en smule konservativt ifølge analytikeren.
Rockwools konservative forventninger var dog baseret på nogle reelle usikkerheder, forklarer han.
Læs også: Konkurrent melder sig ud af kapløb ifølge kilder – dansk transportkæmpe i markant stigning
»Der har været lidt bekymring i forhold til, hvordan energi- og salgspriserne ville udvikle sig, og der må man bare sige at begge har udviklet sig mere positivt end ventet. Energiomkostningerne har været mere stabile, og det samme har salgspriserne. Det er nok baggrunden for opjusteringen,« siger Mikkel Emil Jensen.
På trods af at den danske koncern har været ramt af lidt usikkerheder, levere Rockwool i et sjældent og højt niveau ifølge analytikeren.
»Det er også stærke tal i historisk kontekst. Det er ikke hverdagskost, at de ligger på de her indtjeningsniveauer. Slet ikke når man ser på et Europa, som har foden lidt på bremsen. Økonomien er ikke så stærk i Europa, så væksten er faktisk kommet fra Nordamerika, hvor fabrikkerne kører på fuld damp,« siger Mikkel Emil Jensen.
Rockwool-aktien reagerede positivt på de nye tal med en stigning på 5,1 pct. Siden da er aktiekursen dog kørt en smule tilbage, men Rockwool ligger stadig med en stigning, som er på 3,4 pct. for dagen i skrivende stund.
Læs også: Amerikansk aktie er faldet 30 pct. i år – storbank anbefaler at købe op
Læs også: Cheføkonom efter ECB-beslutning: Så mange rentenedsættelser kan vi se frem til
