Det er voldsomt og en stor skuffelse.

Sådan lyder det fra aktieanalytiker i Jyske Bank, Henrik Hallengreen Laustsen, der følger Novo Nordisk-aktien tæt, efter medicinalselskabet fredag har fået en gevaldig kurslussing. 

Det skyldes de skuffende CagriSema-data, som selskabet netop har offentliggjort fredag. Investorerne sender Novo-aktien ned med 21 pct. i skrivende stund, men aktien har været nede med hele 27 pct. tidligere på dagen. 

CagriSema leverer således et vægttab på 22,7 pct. i gennemsnit over 68 uger, hvor markedet havde forventet mere end 25 pct. Læs mere her. 

»Det er en voldsom reaktion og måske også lige til den gode side kursmæssigt. Men der var også bagt op til gode resultater, hvor vi var blevet sat 25 pct. i syne, og det lever man ikke op til,« siger Henrik Hallengreen Laustsen og tilføjer:

»Det betyder, at der er lidt flere point til Eli Lilly i tvekampen mellem de to store på fedmemarkedet. Så skal Novo se, om man kan lave et comeback derfra.« 

Den amerikanske medicinalgigant bliver også belønnet af investorerne fredag i formarkedet, og Eli Lilly-aktien stiger aktuelt 4 pct. 

Er et kursfald omkring 20 pct. til Novo en overreaktion?

»Ja, hvis jeg skal forsvare det ud fra modellerne. Så svarer det til, at man ligger CagriSema helt i graven på fedmedelen, og det tror jeg ikke er tilfældet. Så grelt synes jeg trods alt ikke, det er. Så jo, en lille overreaktion,« siger Henrik Hallengreen Laustsen og tilføjer: 

»Men på den anden side kan man godt forstå markedets skuffelse, og det går udover den mere rationelle tilgang.« 

Er der noget, der ændrer sig i casen, eller hvordan ser du på den nu?

»Det er stadig meget tidlige data, og vi har kun lige set hovedpunkterne og mangler at se bivirkningsprofilen. Men det er helt sikkert, at med de 25 pct. der skulle være bagt ind, så skulle CagriSema være 'best in class',« lyder det fra Henrik Hallengreen Laustsen, der fortsætter:

»Så det vil helt sikkert tage toppen af estimaterne på fedmemarkedet, og det vil give lidt ekstra til Lilly. Og så må vi jo se; Nu oplyser de jo selv, at de vil undersøge, om man kan få noget ekstra effekt ind. Så der er mange 'moving parts' i det endnu, og det er for tidligt at ligge det helt i graven.« 

Analytikeren mener, at det næste store spørgsmål bliver, hvorfor kun 57 af patienterne i Redefine-1 studiet opnåede den høje dosis i forsøget. Han bider mærke i, at Novo selv siger, at man har ladet patienterne selv bestemme. 

»Fortæller det den positive vinkel, at patienterne er tilfredse med et trods alt stort vægttab eller er det den negative vinkel, at bivirkningsprofilen får dem til at stoppe. Det skal man undersøge i den kommende periode, men det betyder jo, at Lilly får et større forspring,« lyder det fra Henrik Hallengreen Laustsen.