Henter kommentarer

Analytiker om Novos vilde milliardopkøb: 'Det er kæmpestort'


Novos opkøb af tre fyldefabrikker er kæmpestort, og det sender et vigtigt signal.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i Sydbank. 

Kommentarerne falder, efter den danske medicinalgigant Novo Nordisk har offentliggjort et gigantisk opkøb af tre fabrikker til en værdi af 76 mia. kr.

»Det er det største i Novo Nordisks historie, og umiddelbart tror jeg også, at det er det største opkøb i dansk erhvervshistorie. Så det er kæmpestort,« siger Søren Løntoft Hansen til Euroinvestor.

Novo Nordisk har nydt godt af stor opmærksomhed omkring selskabets fedme- og diabetesprodukter, Wegovy og Ozempic, og dagens handel er stærkt signal, fortæller senioranalytikeren.

»Det er en positiv nyhed for Novo. Man sender et signal til markedet om, at man har tiltro til, at markedet indenfor fedme- og diabetesmidler kommer til at udvide sig markant de kommende år,« siger Søren Løntoft Hansen.

Der har tidligere været bekymring for, om Novo Nordisk kan følge med efterspørgslen, og derfor kommer de nye fabrikker til at passe godt ind ifølge analytikeren.

»Opkøbet er ret vigtigt for Novo, i forhold til at kunne følge med den forventede dramatiske udvidelse af fedmemarkedet. Det giver rigtigt god mening,« siger Søren Løntoft Hansen.

De tre fabrikker, som Novo nu overtager, ligger i henholdsvis Belgien, Italien og USA. Der er tale om fyldefabrikker. Det vil sige, at det er der, hvor medicinen skal fyldes i sprøjterne, som Novo sælger.

Der en særlig styrke i, at Novo Nordisk vælger opkøbsvejen, påpeger han.

»Disse fyldefabrikker er ikke noget, man bare sådan lige opfører med et trylleslag. Både i forhold til bygninger og personale. Alternativt kan man købe op, som Novo har gjort. Rationalet er, at det går noget hurtigere i forhold til at kunne møde den efterspørgsel, som man forventer indenfor fedme- og diabetesbehandling. På den måde skyder man genvej til at få den fyldekapacitet, man gerne vil have,« siger Søren Løntoft Hansen.

På aktiemarkedet er der også blevet taget pænt imod nyheden fra Novo Nordisk. Aktien steg straks efter nyheden blev meldt ud tidligere mandag, og i skrivende stund stiger aktien med 2,7 pct. sammenlignet med fredagens lukkekurs.

Der har været meget stort fokus på Novo Nordisk, og aktiekursen er fløjet op. De seneste 12 måneder er kursen steget med 70 pct.

Den vilde stigning har gjort Novo Nordisk til Europas mest værdifulde børsnoterede selskab med en markedsværdi på omkring 3.500 mia. kr.

Læs også: Novo udvider kapaciteten for 11 mia. dollar - aktien stiger

Læs også: