Et underliggende stærkt regnskab for andet kvartal 2026 og en bedre end ventet opjustering af årsforventningerne var ikke nok til at holde Novo Nordisk i grønt.

Trods positive takter faldt selskabets aktie på børsen i USA med godt 7 pct. Det er udgangspunktet onsdag morgen, hvor det lige nu koster 307,60 kr. at købe en Novo Nordisk-aktie. 

AL Sydbank lader sig dog ikke ryste af kurstæskene og fastholder sin Køb-anbefaling - en anbefaling, banken har haft på aktien uafbrudt helt siden februar 2012. 

Bankens senioranalytiker Søren Løntoft Hansen vurderer, at regnskabet overordnet efterlader et positivt indtryk, hvor Novo Nordisk leverer flot vækst og beviser sin evne til at veksle lavere priser til øget volumen. Det burde umiddelbart have udløst et lettelsessuk på fondsbørsen.

 Når aktien alligevel falder markant, peger banken på fire mulige forklaringer på investorernes uventede reaktion:

1. Skuffende pipeline-data for CagriSema 
I forbindelse med regnskabet offentliggjorde Novo Nordisk skuffende data for fedmekandidaten CagriSema i overvægtige diabetikere over for Eli Lillys konkurrent, tirzepatid (Mounjaro). 

Det sætter fornyet spot på selskabets pipeline og dens robusthed – et emne, der også skabte usikkerhed efter nylige resultater med ziltivekimab, bemærker analytikeren.

2. Milliardnedskrivning på indstillet projekt
Novo Nordisk tager en non-cash nedskrivning på 6 mia. kr., primært relateret til at udviklingen af fedmekandidaten monlunabant droppes. 

»Selvom ophøret ikke kommer som en stor overraskelse, og nedskrivningen ikke påvirker det underliggende resultat eller 2026 - prognosen, så betyder nedskrivningen, at den rapporterede indtjening, resultatet før skat og nettoresultatet er svagere end ventet,« forklarer Søren Løntoft Hansen.

3. Wegovy-pillen ramt af lagereffekter
Selvom lanceringen af Wegovy-pillen buldrer afsted og bidrager markant til væksten, landede salget i kvartalet en smule lavere end ventet, forklarer han.

Lanceringen er fortsat i et tidligt stadie, og afvigelsen kan reelt forklares med forskydninger i lagrene hos grossister og apoteker, men det kan alligevel have udløst skuffelse i markedet.

4. Spekulationer om rabatjusteringer
Banken hører på vandrørene, at udenlandske hedgefonde efter regnskabet ført en fortælling om, at Novo Nordisksopjustering alene er drevet af rabatjusteringer.

Ekstraordinære rabatjusteringer udgør rigtig nok 2 mia. kr. i kvartalet og trækker pænt op, bemærker Søren Løntoft Hansen.

»Det forklarer dog langt fra hele opjusteringen,« understreger han.

Hans købsanbefaling på Novo Nordisk-aktien understreger alt andet lige, at banken ser faldet som en midlertidig markedsreaktion, da kerneforretningen underliggende leverer bedre end ventet.

Læs også: Regnskabet er landet: Her er analytikernes dom over Novo-aktien

Læs også: USA's finansminister varsler Iran-aftale: Oliepriserne reagerer på håb om åbent Hormuzstræde