Den danske medicinalgigant Novo Nordisk og selskabets mange aktionærer har formentlig fokus stift rettet mod USA i disse dage.
USA er nemlig Novo Nordisk største marked, og tirsdag 5. november kulminerer den højspændte præsidentvalgkamp, hvor amerikanerne skal afgøre, om de vil have republikaneren Donald Trump eller demokraten Kamala Harris til at styre deres land fremover.
»USA er et særdeles vigtigt marked for Novo Nordisk, da det på nuværende tidspunkt står for lidt over halvdelen af selskabets omsætning,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, hvor han blandt andet dækker Novo Nordisk.
Men hvilken betydning kommer den nye politiske virkelighed efter valget på tirsdag i verdens største økonomi til at få for Novo Nordisk?
I bund og grund er der ingen grund til at være bekymret, hvis man sidder derhjemme med Novo Nordisk-aktier i porteføljen, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
Årsagen er, at Harris og Trump har et ret ens syn på medicinpriserne.
De seneste måneder har diverse udmeldinger om de såkaldte listepriser på en række af Novo Nordisks midler som Wegovy i USA sendt aktiekursen op og ned. Men rutsjebaneturene skræmmer ikke længere aktionærerne, vurderer Søren Løntoft Hansen.
»Jeg tror, at investorerne har vænnet sig til, at der fra tid til anden fra politisk side bliver tordnet mod de høje listepriser,« siger han.
Han peger også på, at en stor del af den politiske kampe mod de høje medicinpriser allerede er blevet italesat under valgkampen, i forbindelse med at Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, blev hevet til høring i Senatet tilbage i september, hvor han forsvarede Novo Nordisks prissætning.
Derfor vurderer Søren Løntoft Hansen også, at debatten om listepriserne vil få meget lidt opmærksomhed i valgkampens slutspurt.
»Vi går ind i en meget afgørende fase af valgkampen, hvor kandidaterne vil prøve at skille sig ud fra hinanden. Så jeg ser meget lille sandsynlighed for, at de kommer til at konkurrere om et tema, som de i virkeligheden er enige om,« siger han og tilføjer
»Begge kandidater ønsker jo ret beset lavere priser, selvom der måske er lidt nuancer og forskel, i forhold til hvordan de gerne vil nå hen til de lavere priser. Så om det er den ene eller den anden præsidentkandidat, der bliver valgt, er egentlig lidt underordnet i min optik (i forhold til Novo Nordisks aktionærer, red.).«
Hvad skal man så gøre som Novo Nordisk-aktionær her op til valget?
Absolut intet, lyder analytikerens råd.
»Fra tid til anden skal man kunne holde til de skvulp, der kommer i Novo Nordisk-aktien,« siger Søren Løntoft Hansen og understreger, at hvis man er langsigtet investor i Novo Nordisk, er det amerikanske præsidentvalg ikke noget, der bør give anledning til bekymring.
Millionærklubben byder torsdag d. 21. november indenfor til en snak om, hvorvidt det er tid til at plukke enkeltaktier eller investere bredt i aktieindeks. Flere aktivt forvaltede fonde ser ud til at have svært ved at slå markedet. Det har fået pensionskasser og andre pengestærke investorer til at rette blikket mod passive strategier. Men giver det bare endnu bedre muligheder for investorer, der rent faktisk formår at slå markedet år efter år? I panelet kan du møde Ole Søeberg, investor og introducer hos Brock Milton Capital, Peter Garnry, investor og tidligere chefstrateg hos Saxo Bank og Joakim Brüchmann, CEO og co-founder af Pluto Markets. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer