Henter kommentarer

Analytiker: Særligt én ting bør investorer holde øje med ved Vestas-regnskab


 

Vestas-aktionærer bør være opmærksomme på især én ting, når den danske vindmølleproducent onsdag fremlægger nye tal for tredje kvartal.

Investorerne bør støvsuge for alle informationer om den nye platform Enventus, der adskiller sig ved, at den både kan producere store og små møller. Den mener den svenske storbank Handelsbanken.

»Når jeg ser ordreindgangen for Enventus-produkter i tredje kvartal, må jeg bare sige, det var ikke ret mange, de fik. Det vil jeg holde øje med ved regnskabet,« siger Frans Høyer, aktieanalytiker i Handelsbanken.

På den nye platform bliver vindmøller produceret på en modulær måde, hvor møllen bliver samlet ud fra en lang række fælles komponenter, der kan bruges på forskellige varianter og sammensættes på kryds og tværs. Ifølge Vestas selv producerer platformen »den nye generation af vindmøller.«

»Det er et led i industrialiseringen af vindmølleproduktion. Det skal bære lønsomhed fremover for Vestas, der har sagt, at de vil tjene 10 pct. eller mere i ebit-margin i fremtiden - og i den forbindelse er Enventus en nøglefaktor,« siger Frans Høyer.

Analytikeren nævner pris som en mulig forklaring på det lave antal ordrer, og han håber, at ledelsen i Vestas vil gøre markedet klogere på situationen ved regnskabsaflæggelsen.

»Vestas fik heller ikke nogen interesse for den mindste turbine i Enventus - den stoppede de i foråret,« tilføjer Frans Høyer som endnu et potentielt faresignal ved udviklingen i platformen med reference til 2 MW-turbinen.

Fine priser

Frans Høyer vil derudover forsøge at blive klogere på Vestas’ aftale med DSV, som fremover skal overtage Vestas' logistik - en milliardaftale, som parterne indgik tilbage i januar.

»Vi vil prøve at få en idé om, hvor stor en omkostningsreduktion der kan blive tale om for Vestas,« tilføjer han.

Analytikeren forventer, at Vestas vil lande under markedets forventning på indtjeningen ved kvartalsregnskabet.

»Omvendt ser den gennemsnitlige salgspris - ASP - ud til at komme til at ligge på et stabilt eller stigende niveau. Det vil markedet tage positivt imod, og det vil nok kunne opveje en skuffende indtjening,« mener Frans Høyer.

En aktie i rekord

Markedet venter et ebit-resultat før særlige poster på 381 mio. euro, hvor Handelsbanken blot venter 352 mio. euro.

Handelsbanken skyder tilmed på en gennemsnitlig salgspris (ASP) på 0,75 mio. euro per MW mod 0,78 mio. i andet kvartal. Konsensus ligger på 0,73 mio. euro.

»Det er nok konservativt,« fremgår det af den nyeste analyse fra Handelsbanken, som desuden venter, at Vestas vil overraske positivt på ordreindgangen.

Kigger man tilbage i Vestas’ historik, bundede aktiekursen i 2012-2013, hvor selskabet samtidig lavede underskud tre år i streg. Herefter begyndte aktiekursen at flyve op i takt med, at indtjeningen kom tilbage og toppede med rekordoverskud på 965 mio. euro efter skat i 2016.

Siden er overskuddet blevet mindre; i 2019 landede det på 700 mio. euro efter skat. Til gengæld er aktiekursen spurtet videre op i nye rekordniveauer; senest brød aktien igennem kurs 1000 i september.

Læs også: Ærlig analytiker om negativt syn på dansk darling: 'Jeg er blevet kørt over'

Læs også: Vestas i milliardhandel: 'Det er et enormt stærkt træk'