Er AI-boomet en gylden mulighed eller en skjult fælde for din investering? Nvidias stærke regnskab har lagt bekymringer om chipgiganten til ro, men den sande fare for en AI-boble ligger et andet sted, lyder advarslen.

Selvom det går langt bedre for chipmastodonten, der laver avancerede microchips til kunstig intelligens, end analytikerne havde regnet med, advarer nogle analytikere om, at selskabets præstationer ikke fortæller hele historien, skriver CNBC.

Gil Luria, chef for teknologianalyse hos D.A. Davidson, understreger, at fokus bør rettes mod et andet sted: 

»Enhver bekymring for Nvidia blev bestemt lagt i graven [med Nvidias regnskab], men det betyder ikke, at vi ikke behøver at holde øje med selskaber, der låner eller udlåner til at bygge datacentre.«

Gil Luria påpeger, at Nvidias kunder, herunder giganter som Microsoft, Amazon, Google og Meta, allerede havde signaleret planer om at øge investeringerne i AI-chips. Disse chips, også kendt som grafikprocessorer (GPU'er), er afgørende for den regnekraft, der kræves for at træne og køre AI-tjenester.

Han henviser desuden til datacentrene, der ofte ejes af specialiserede operatører og de store tech-giganter, kendt som hyperscalers, dvs. store cloud-udbydere, der driver massive datacentre, som leverer tjenester til utallige kunder. For at imødekomme den voksende AI-efterspørgsel har de finansieret udrulningen af datacentre med gæld.

Men datacentre fremstår som spekulative investeringer, der kan stå over for en »regnskabets time« om to eller tre år, når verden når fuld kapacitet, og cyklussen vender, advarer Gil Luria. 

Det ændrer dog ikke på, at Nvidia vil fortsætte med at sælge chips på den ene eller anden måde, vurderer han.

Andre analytikere skelner skarpt mellem AI-chipsselskaber som Nvidia og downstream-aktører, herunder hyperscalers og virksomheder, der bygger AI-modeller som Chat-GPT-skaberen OpenAI. Det gælder blandt andre Billy Toh, regional chef for detailanalyse hos CGS International Securities Singapore, understreger: 

»Nvidias regnskab er et stærkt signal om udgifter til AI-infrastruktur, men de er ikke en pålidelig målestok for, om AI-økonomien virkelig modnes på tværs af branchen.« 

Hvis man vil forstå, om AI-branchen står stærkt, er det bedre at se på, om store selskaber faktisk tjener penge på AI – for eksempel Microsoft og Adobe. Det siger nemlig mere om, hvor solid industrien er, end kurssving og hype gør. 

Derudover er nogle investorer blevet nervøse, fordi nogle AI-selskaber bruger mange penge, men ikke tjener ret meget endnu. 

Et eksempel er OpenAI, der har meget høje udgifter og stadig begrænset indtjening. Det får nogle til at spørge, om forretningen bliver god nok på længere sigt.