Analytikere advarer: Sølvprisen kan dykke yderligere


2025 var et vanvittigt år for sølv, der næsten tredoblede i pris.
Det ædle metal handler omkring 74 dollar for en troy ounce, hvilket fortsat er markant over de 30 dollar, som det kostede i starten af 2025.
Men prisen på sølv kan stå overfor et stort dyk, lyder advarslen fra analytikere hos UBS, ifølge CNBC.
»Svækkelsen af efterspørgslen vil sandsynligvis fortsætte, så længe priserne forbliver på det nuværende niveau,« skriver storbanken.
I modsætning til guld nyder sølv ikke godt af, at centralbanker køber op i metallet, som man bruger som reserve.
Den stigende sølvpris fik den danske smykkekæmpe Pandora til at tænke i nye baner, da sølv var selskabets vigtigste råvarer.
Selskabet har introduceret platin som et supplement til – og i nogle tilfælde en erstatning for – sølv.
Aktien fik dog alligevel klø blandt andet på baggrund af den stigende sølvpris.
Pandora-aktien er fortsat nede med over 50 pct. det seneste år.
Læs også: Børsekspert: Det gør børsnoteringer interessante som investor
Læs også: Gucci indgår aftale med Formel 1-hold