Efter 15 dage med mange fly på jorden, er der nu sat et punktum i den storstrejke, som har kostet SAS et milliardbeløb.
Strejkens ende er naturligt en god nyhed for SAS, rejselystne passagerer og givetvis også piloterne. Og som investor kan det derfor være fristende at skyde penge i selskabet.
Men Sydbanks aktieanalytikere råder dig til at holde fingrene fra aktien.
»Vi fastholder sælg-anbefalingen på SAS-aktien,« lyder konklusionen i en analyse tirsdag morgen.
Strejken anslås at have kostet SAS et sted mellem 1,5 og 2 milliarder svenske kroner, og analytikerne fremhæver naturligt, at det er positivt, at en ekstremt dyr pilotstrejke lakker mod enden.
Det alt overskyggende men er, at pilotstrejken i Sydbanks øjne blot er én af mange puslespilsbrikker, der skal falde på plads i ledelsens forsøg på at redde SAS.
Den sværeste brik, mener Sydbanks analytikere, er, at SAS skal forhandle med leasingselskaber om at eftergive gæld. For selvom regeringerne i Norge, Sverige og Danmark er gået med til at omdanne deres tilgodehavender i SAS til aktier, så er det langt fra sikkert, at andre selskaber med penge til gode i SAS hopper med på samme vogn.
Fra eksterne krediterer ønsker SAS at finde hele 9,5 mia. svenske kr.
En anden vigtig opgave for SAS er, at »genoprette det mildest talt dårlige forhold til de fritidssejlere skandinaver med bristede sommerferiedrømme«, mener analytikerne.
»Det kan blive en hårdere kamp end sædvanligt, fordi de fritidsrejsende får flere og flere alternativer til at rejse med SAS ud af Skandinavien. Den letteste vej vil helt sikkert være gennem lave billetpriser,« lyder det videre.
Som en krølle på halen påpeger Sydbanks analytikere, at pilotstrejkens afslutning er godt nyt for SAS, men det ændrer ikke på, at de eksisterende aktionærers værdi reelt er væk.
»Deres ejerandel bliver formentligt reduceret til 3-4 pct., når aktieudvidelsen bliver gennemført i fremtiden.«
Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, har ad flere gange understreget overfor Euroinvestor, at aktierne i SAS bliver værdiløse, når flyselskabet finder kreditorer.
Analytikerne betoner dog, at SAS-aktien hen over den næste periode i høj grad er for »ekstremt risikovillige og kortsigtede investorer«.
SAS-aktien koster 0,51 danske kroner.
Læs også: Aktiechef: Dansk aktie er værdiløs
Læs også: SAS og piloter er enige om overenskomst


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner