Analytikerne har talt ovenpå Novo Nordisks skuffende regnskab, der har sendt aktien ud i et voldsomt kursfald onsdag.
Mere præcis har to analytikere ændret deres holdning til, hvor meget de spår Novo Nordisk-aktien skal stige det kommende år.
Den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk kom med årsregnskab for 2025 tirsdag aften, hvor især selskabets forventninger til 2026 skuffer. Det får investorerne til at sende aktien ned med 18 pct. onsdag formiddag.
Efterfølgende har Danske Banks analytiker været ude og tage et nærmere kig på, hvor de mener, at aktien skal bevæge sig hen de kommende 12 måneder.
Dermed forudser Danske Bank nu, at Novo-aktien skal op i kurs 390 kr. Tidligere mente banken, at aktien skulle ende i 440 kr. om et år.
Dermed ser analytikeren, at aktien kan stige med 27,9 pct. fra kursen onsdag middag på 305 kr.
Også en analytiker fra DNB Carnegie har været ude og ændre på sit kursmål på Novo-aktien. Nu tror banken, at Novo Nordisk-aktien skal stige til kurs 430 kr. over de kommende 12 måneder fra tidligere 440 kr.
Det indikerer en optur på 41 pct. med udgangspunkt i kursen onsdag middag på 305 kr.
Ser man på tværs af de 34 analytikere, der dækker Novo Nordisk-aktien, så er de fortsat tilbageholdende med at købe op i aktien på nuværende tidspunkt.
Der er 14 analytikere, der har en såkaldt køb-anbefaling af aktien, mens 16 af analytikerne anbefaler at man holder sig tilbage lige nu og hverken køber eller sælger med en såkaldt hold-anbefaling.
Derudover er der fire analytikere, der anbefaler, at man sælger Novo Nordisk-aktien, hvis man har den i porteføljen.
Det gennemsnitlige kursmål for de 34 analytikere ligger på 381,72 kr. Dermed forudser analytikerne, at Novo Nordisk-aktien kan vokse med 25,4 pct. over de kommende 12 måneder fra den nuværende kurs på 305 kr.
Novo Nordisk er et dansk medicinalselskab, der særligt fokuserer på at udvikle diabetes- og fedmemidler. Særligt midlerne – Ozempic og Wegovy – har været en kæmpe succes for selskabet, som sendte aktien på optur.
Ikke desto mindre har aktiekursen det seneste år været udfordret, hvor aktien er faldet med over 48 pct.
Novo Nordisk er grundlagt tilbage i 1923, beskæftiger over 64.000 og markedsfører sine produkter i 170 lande.
