Store danske aktier er samlet set blev mindre værd i år, så hvilken stor dansk aktie kan klare det bedst over det kommende år?
Euroinvestor har dykket ned i tallene for at finde den af de store danske aktier i C25-aktieindekset, som analytikerne i de store finanshuse og banker spår størst kurspotentiale. Særligt én dansk aktie har rigtig mange analytikere et godt øje til lige nu.
Faktisk tror analytikerne i de store finanshuse samlet set, at aktien kan blive hele 70 pct. mere værd over de næste 12 måneder.
Der er tale om medicoselskabet Ambu, som ellers er blevet sendt ned med 23 pct. siden årsskiftet. Analytikerne har dog store forventninger til, at Ambu-aktien kan gøre comeback.
Ifølge data fra Bloomberg tirsdag morgen er der 10 analytikere, som har dækning af aktien. Af dem har 7 en købsanbefaling, mens 3 analytikere har en hold-anbefaling. Ingen af analytikerne har en sælg-anbefaling på aktien.
En købsanbefaling betyder, at analytikerne mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori.
Ser man på analytikernes gennemsnitlige kursmål, altså hvad de i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så tror de, at Ambu-aktien kan bevæge fra den nuværende kurs på 65 kroner til knap 112 kroner.
Det indikerer et kurspotentiale på hele 70 pct.
Den, der er mest positiv over for Ambu-aktien er SEB Bank, der har en købsanbefaling og et kursmål på 152 kroner.
I den anden ende af skalaen finder man JP Morgan, der med deres hold-anbefaling tror, at aktien kan ramme 78 kroner.
Tallene er baseret på tal hentet fra finanstjenesten Bloomberg tirsdag formiddag.