Henter kommentarer

Andreas Steno lancerer hedgefond – skyder selv millioner ind og sigter mod tocifrede afkast

Andreas Steno Larsen er på vej med en hegdefond.
Andreas Steno Larsen er på vej med en hegdefond. Foto: PR-foto: Nordea
Vis mere

Den kendte finansanalytiker Andreas Steno Larsen går snart i luften med en hedgefond.

Hedgefonden har fået navnet Asgard-Steno Global Macro Hedge Fund og er et samarbejde med kapitalforvalteren Asgard Asset Management.

Det skriver Andreas Steno Larsen i et opslag på LinkedIn, hvor det også fremgår, at han bliver CIO, chief investment officer, i foretagendet. 

»Dette projekt har været en drøm i mange år, og jeg er stolt over at samarbejde med Asgard Asset Management, en af de bedste risikostyrere i Nordeuropa,« skriver han blandt andet i opslaget.

Han afslører også, at han vil investere 2 mio. dollar, cirka 13,6 mio. kr., af sine egne penge i fonden, fordi han »tror på, hvad vi bygger«.

Desuden sigtes der mod at levere tocifrede årlige afkast på mellem 10 og 15 pct. Det skal ske på baggrund af avancerede nowcasting-teknikker kombineret med mønstergenkendelsesstrategier baseret på kunstig intelligens.

Andreas Steno Larsen har en lang karriere bag sig. Blandt andet har han tilbragt over 10 år i Nordea, hvoraf knap to var som chefstrateg. 

En vaccineskeptisk analyse med nazireferencer kostede ham dog jobbet tilbage for en lille håndfuld år siden. 

Siden da har han blandt andet været lead economist i boligejendomsselskabet Heimstaden, mens han i dag er stifter og CEO i Steno Research. Desuden udgiver han klummer i Ekstra Bladet, hvor han også er en del af podcasten 'Store penge'. 

Asgard-Steno Global Macro Hedge Fund lanceres 1. december 2024.