Ansatte står til drømmebonus: Kan score næsten 2,2 mio. kr. hver


Hvis du er ansat det helt rigtige sted, kan du score en bonus, som de fleste lønmodtagere kun kan drømme om.
I gennemsnit står medarbejderne i en stor international virksomhed til omkring næsten 2,2 mio. kr. hver, hvis en ny aftale falder på plads.
Det drejer sig om ansatte i chipdivisionen hos Samsung Electronics, hvor den globale AI-bølge nu kan udløse en historisk bonusregn, skriver Bloomberg News.
Ifølge aftalen vil den sydkoreanske elektronikgigant udbetale omkring 26,6 milliarder dollar - svarende til 171,37 mia. kr. i bonusser til sine computerchip-medarbejdere. Aftalen er indgået med fagforeningerne og skal være med til at afværge en strejke.
For medarbejderne kan der være tale om en usædvanlig stor gevinst. Den gennemsnitlige bonus ventes at lande på 2,1 mio. kr. per ansat.
Den enorme udbetaling viser, hvor vigtig kampen om computerchips er blevet. Halvledere er selve motoren i den globale AI-bølge, og de selskaber, der kan producere de mest avancerede chips, sidder på en af tech-industriens mest eftertragtede ressourcer.
Samsung følger dermed i sporet på konkurrenten SK Hynix, der sidste år indgik en lignende bonusaftale. Men de store summer er ikke garanteret endnu. Den endelige bonus afhænger af Samsungs indtjening og af, hvor stærk efterspørgslen efter chips bliver.
Analytikere venter dog et markant hop i indtjeningen. Samsungs driftsresultat — altså overskuddet fra den primære forretning før renter og skat — ventes i 2026 at blive syvdoblet til omkring 333 billioner won, hvilket svarer til 1.400 mia. kr.
Aftalen mangler stadig at blive godkendt af fagforeningsmedlemmerne. Den indebærer, at Samsung vil udlodde 10,5 procent af overskuddet i aktier og yderligere 1,5 procent i kontanter. Ordningen skal efter planen fortsætte hvert år i op til ti år, hvis bestemte profitmål bliver nået.
Den første udbetaling ventes i begyndelsen af 2027.