Den amerikanske AI-kæmpe Anthropic, der står bag den kunstige intelligens Claude, har været ude med tal for sin omsætning.

Den lød i tredje kvartal på 16,8 mia. dollar, skriver Bloomberg på baggrund af anonyme kilder.

Selskabet mødtes onsdag med potentielle investorer i en børsnotering, som Anthropic har planer om.

AI-kæmpen går efter en værdisætning på omkring 2.000 mia. dollar, ifølge mediet, og børsnoteringen kan blive allerede i næste måned.

Anthropic kunne på onsdagens møde også fremvise en positiv pengestrøm, og dermed har selskabet ikke brændt penge af i kvartalet.

Det er dog vigtigt at bemærke her, at det er før særlige poster, skriver mediet.

Driftsmarginen lød på 11 pct., mens bruttomarginen lå på 85 pct. i kvartalet.