Henter kommentarer

Astralis trækker sig fra partnerskab efter voldsom kritik


 

Det danske e-sportshold Astralis har opsagt sit samarbejde med Roobet, oplyser det børsnoterede Counter-Strike-hold i en pressemeddelelse.

»Den aftale, vi præsenterede torsdag har vi i dag meddelt Roobet, vi ønsker at opsige med omgående virkning. Vi må erkende at vi i dette tilfælde har ikke gjort vores due diligence godt nok, og når man begår en fejl, må man rette den. Det gør vi her,« siger administrerende direktør i Astralis, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.

Torsdag, samme dag som Astralis offentliggjorde samarbejdet, kunne Berlingske berette, at Roobet er en ulovlig casinohjemmeside for danske brugere, da selskabet ikke har spillelicens fra Spillemyndigheden.

Desuden har Roobet adresse og spillelicens på Curaçao i det caribiske øhav, hvor det stort set er umuligt for EU-myndighederne at føre kontrol, og både Forbrugerrådet Tænk og politiske ordfører er overrasket over samarbejdet.

»Det er forkasteligt. Det burde Astralis holde sig for gode til. Det her selskab er ikke lovligt at spille på for store dele af Astralis’ målgruppe i Danmark. Astralis taber noget af min respekt,« lød det blandt andet fra Kathrine Olldag, skatteordfører for Radikale Venstre, i Berlingske.

I pressemeddelelsen fra Astralis lyder det, at man vil være sit ansvar bevidst, hvilket de ikke har været gode nok til i dette tilfælde.

»Astralis er med god grund et ikon i dansk og international e-sport, og vi skal altid være vores ansvar bevidst. Vi arbejder dagligt for at promovere de positive sider af e-sport og gaming og derfor ærgrer det os alle, vi selvforskyldt er havnet i denne situation. Der vil altid være gråzoner, hvor vi som aktør i sports- og underholdningsbranchen må træffe nogle kontroversielle valg, men i dette tilfælde har vi ikke været dygtige nok og det beklager vi over for alle implicerede parter,« siger Anders Hørsholt.

Astralis blev børsnoteret i december 2019. Holdet startede blandt andet med finansiel hjælp fra tidligere minister og iværksætter Tommy Ahlers. Astralis' sportsdirektør er den tidligere professionelle håndboldspiller Kasper Hvidt.

Læs også: Det amerikanske arbejdsmarked er fortsat rødglødende

Læs også: Har du tab på aktierne? Så tjek nedturen for verdens rigeste