Royal Unibrew mærker investorernes skepsis efter torsdagens årsregnskab for 2025, hvilket fredag formiddag har sendt aktien ned med 3 pct.

Jyske Bank vurderer i en frisk analyse, at aktien fremstår dyr sammenlignet med konkurrenterne, især i lyset af en markant stigning på 34 pct. over det seneste halve år.

»Vi ser en overvejende sandsynlighed for, at aktien på den kortere bane tager en pause og handler sidelæns, indtil selskabet fremlægger yderligere beviser for bedring hos forbrugerne i Europa og yderligere fremgang i arbejdet med at forbedre marginerne,« skriver banken i en analyse fredag.

Med et kursmål på 650 kr. ser Jyske Bank kun et begrænset kurspotentiale på 4,8 pct. og fastholder derfor sin hold-anbefaling.

Du kan læse mere om regnskabet her