Henter kommentarer

Bank of America: Her er 10 overraskende aktier, som kan vinde på AI


Det giver nok sig selv, at selskaber, der udvikler kunstig intelligens eller producerer noget dertil, kan tjene godt på udbredelsen af netop kunstig intelligens.

Men ifølge den amerikanske storbank Bank of America, så er der en del andre selskaber, som muligvis kan spinde guld på fremmarchen af kunstig intelligens eller AI, som det også kaldes. Det skriver Insider.

Storbankens analytikere har således udpeget ti børsnoterede selskaber, der i deres optik kan tjene penge på udbredelsen af AI ved at implementere kunstig intelligens et sted i deres forretning.

Fælles for selskaberne er, at de allesammen ligger udenfor software- og hardware sektorerne. For ifølge banken skal man være varsom med at investere i kunstig intelligens-aktier, da de blandt andet sælges relativt dyrt og risikerer at blive truet af ny regulering. 

Bank of America har udpeget følgende 10 selskaber, som kan vinde på AI. Det er muligt at trykke på selskabets navn for at læse mere om aktiekursen og selskabet:

1. UnitedHealth Group

»UnitedHealth bruger sin AI-forstærkede virtuelle assistanceplatform til at indsamle patientdata og tilbyde skræddersyede løsninger. Optim er et UNH-teknologifokuseret datterselskab, der bruger dataanalyse, naturlig sprogbehandling, maskine- og deep learning-modeller til at forudsige forhold og reducere omkostningerne ved pleje,« skriver Bank of America.

2. Evotec

»Evotec har en minoritetsandel i Exscientia. Exscientia fokuserer på at bruge AI til lægemiddelopdagelse og -design,« vurderer Bank of America.

3. LPL Financial

»LPL tilbyder en 'Advisor Sleeve' AI/ML-teknologi, der giver rådgivere mulighed for at stressteste modelporteføljer,« mener Bank of America.

4. Deere

»Deere bruger kunstig intelligens til at spore planter på tværs af forskellige vejrforhold, jordtyper og soleksponering for at skabe en meget nøjagtig datamodel. Dette kan hjælpe landmænd med at vide, hvornår og hvor planter skal plejes,« spår Bank of America.

5. Interactive Brokers

»Interactive Brokers har Capitalise.ai, hvor handlende kan automatisere handelsstrategier ved hjælp af 'hverdagsengelsk' uden behov for kodning,« vurderer Bank of America.

6. Humana

»Humana udnytter IBM's samtale-AI til at give større klarhed om fordele for Humana Employer Group-medlemmer,« skriver Bank of America.

7. Equinix

»Equinix har en stor portefølje af globale datacentre, hvilket skaber en fordel, efterhånden som AI-applikationer udvides,« bemærker Bank of America.

8. Teledyne Technologies

»Teledynes 'Sapera Vision Software' giver billedbehandling og AI-funktioner til at brug i machine vision-sammenhænge, « mener Bank of America.

9. Rockwell Automation

»Rockwells 'Fiix Foresight', som er en palet af AI-drevne værktøjer, analyserer vedligeholdelsesdata og giver anbefalinger. Teams kan bruge analyser til at forudsige nedbrud, forsinkelser og lagerudbud,« påpeger Bank of America.

10. Omnicell

»OmnicellOne er en cloud-teknologitjeneste, der optimerer medicinforbruget, reducerer medicinspild og forbedrer apotekernes arbejdsproduktivitet,« skriver Bank of America.

Læs også: Se listen: Disse 50 aktier skal du holde øje med i 2023

Læs også: 7 billige aktier, som valueinvestoren satser på