Det var en turbulent dag for danske aktier onsdag, hvis kursgraf vidner om et svingende humør.
Det ledende danske indeks, C25, ender dog dagen nede med 0,5 pct., og der var flere danske kæmper, som var med til at trække indekset ned.
En af dagens store tabere blev Novonesis, der har været ude med et regnskab, der tilsyneladende ikke tilfredsstillede investorerne. De tog til gengæld godt imod det første regnskab fra den nye storbank AL Sydbank.
Læs også: Investorerne sender aktien op - men garvet investor venter svar på centralt spørgsmål
Det var positive takter, der var at finde i det første regnskab fra AL Sydbank, og det belønner investorerne ved at sende aktien op med 5,0 pct.
Banken kunne præsentere en bedre prognose for 2026 end forventet, hvilket du kan læse mere om her.
Hos den garvede investor og stifter af Regulær Invest, Michael West Hybholt, lyder vurderingen da også, at regnskabet vidner om et selskab i god form.
Alligevel mangler investoren svar på et centralt spørgsmål - nemlig hvad kunderne kommer til at tænke om de store ændringer, der ligger forud. Det kan du læse mere om her.
Læs også: Aktiechef om 'ikke specielt dyr' C25-aktie: 'En fin case'
Den danske enzym- og ingrediensproducenten Novonesis bølgede også op og ned på børsen onsdag.
Aktien lukker dog nede med 4,4 pct., efter selskabet præsenterede et regnskab med et par enkelte hår i suppen i form af svagere resultater i visse forretningsben.
Sådan lyder vurderingen fra Haider Anjum, der er aktieanalytiker hos Jyske Bank.
Aktien blev kortvarigt sendt op under telekonferencen, hvor selskabets ledelse præsenterede tallene, og det var der en god grund til, ifølge analytikeren.
»Ledelsen har generelt været gode til at fremhæve styrker, og påpege de vækstmuligheder der ligger forude for samtlige divisioner. Det lader til, at man har fået talt aktien op,« skriver han i en kommentar.
Alligevel var det ikke nok til, at aktien kunne beholde sin flyvehøjde. Regnskabet kan du blive klogere på her.
Dagens fem bedste i C25-indekset:
AL Sydbank: +5,0 pct.
NKT: +4,9 pct.
Demant: +4,8 pct.
FLSmidth: +2,5 pct.
GN Store Nord: +1,8 pct.
Dagens fem dårligste i C25-indekset:
Pandora: -4,9 pct.
Novonesis: -4,4 pct.
Rockwool: -3,4 pct.
A.P. Møller - Mærsk A: -2,3 pct.
Novo Nordisk: -2,2 pct.
Læs også: Sundhedsinvestor ser særligt scenarie forude: Novo Nordisk kan blive forvandlet markant
Læs også: Lau Svenssen efter brutal Novo-nedtur: Det gør han med sine aktier nu

