Den sydkoreanske batterikæmpe EcoPro jagter et nyt marked og satser nu på batterier til humanoide robotter.
Håbet er, at behovet for lettere og mere kraftfulde batterier kan skabe ny vækst uden for elbilmarkedet, skriver Bloomberg News. EcoPro står dog ikke alene, da rivaler som LG Energy Solution, Samsung SDI og SK On har kig på det samme marked.
Da robotterne kræver højere energitæthed end elbiler, giver det sydkoreanske producenter en chance for at vinde det forspring tilbage, de har tabt til billigere kinesiske batterier.
EcoPro er allerede i gang med at teste materialerne på et prøveanlæg og satser på at starte det rigtige salg næste år.
»Solid-state-batterier vil give et markant løft i energitætheden. Til en vis grad er robotteknologi mere accepterende over for høje omkostninger,« siger Sam Adham fra analysehuset CRU.
Selvom han først forventer et stort gennembrud for robotterne sidst i 2030'erne, ser han gode muligheder for koreanske selskaber her og nu:
»Der er potentiale for koreanske katode- og anodevirksomheder til at levere til amerikanske robotproducenter, i hvert fald de næste par år, indtil amerikanske producenter udvikler deres egne.«
