Henter kommentarer

Bavarian-analytiker: Derfor er aktien værd at købe

Foto: Bavarian Nordic/Carsten Andersen
Vis mere

Der er grund til at tro, at der er flere ordre på vej til Bavarian Nordic.

Det vurderer Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen om det danske C25-selskab, der har specialiseret sig i udvikling og producering af vacciner. Bavarian Nordic har netop sikret sig en kæmpe kontrakt med Canada, oplyser selskabet forud for børsåbningen tirsdag. Det kan du læse mere om her.

»Den store kontrakt med Canada er efter vores vurdering et klart vidnesbyrd om hensigten til netop at etablere et fremtidigt beredskab. Vi forventer at se flere ordrer på Bavarians koppe- og abekoppevaccine med andre nationer de kommende år i forbindelse med opbygning af lagre i forbindelse med etableringen af et fremtidigt beredskab,« forklarer Søren Løntoft Hansen og tilføjer:

»Det vil efter vores vurdering være bidragyder til et solidt finansielt fundament.«

Han lægger da heller ikke skjul på, at Sydbank har en køb-anbefaling på Bavarian-aktien. Det fremgår også af bankens hjemmeside.

Det er på trods af meldinger om, at der er meldinger om, at smittetallene med abekopper er faldet i Europa og USA den seneste måned.

Det ændrer ifølge Sydbank ikke på, at der stadig er et behov for vacciner til at adresse det nuværende udbrud, ligesom »det klart største potentiale for Bavarian ligger i muligheden for ordrer i forbindelse med etableringen af lagre til et fremtidigt beredskab – uagtet de faldende smittetal,« hedder det i bankens analysenotat.

Markedet har tirsdag formiddag sendt Bavarian Nordic-aktien op med 6 pct.