Der hersker glæde i Bavarian Nordic, efter at de første studier i mennesker af selskabets covid-19-vaccinekandidaten, ABNCoV2, har bekræftet, at Bavarian står med en veltolereret vaccine, der resulterer i højere antistofniveauer end den godkendte vaccine fra eksempelvis Pfizer og partneren Biontech.
Det fortæller IR-chef i Bavarian Nordic Rolf Sass Sørensen.
I forhold til antistofniveauerne, der er en markør for, hvor stor beskyttelse vaccinen yder, så måles den med udgangspunkt i antistofniveauet hos en person, der har haft covid-19.
- Pfizers vaccine har, mener jeg, her vist 4,1 gange så høj antistofdannelse som en person, der har haft covid-19. Vi viser i det her fase 1-studie cirka 12 gange. Så vi har en markør, der viser, at vaccinekandidaten yder utroligt god dækning, siger Rolf Sass Sørensen til Ritzau Finans.
Han peger desuden på, at de foreløbige data lover godt for bivirkningsprofilen.
Endelig viser data, at vaccinekandidaten, der er indlicenseret fra Adaptvac, yder beskyttelse mod alle de store varianter af covid-19, herunder den britiske, sydafrikanske og indiske variant, bedre kendt som Delta-varianten, der er den dominerende herhjemme.
- Den viser beskyttelse over for de tre varianter, og beskyttelsen er bedre, end den man eksempelvis ser med Pfizers vaccine, siger Rolf Sass Sørensen.
Endelige resultater fra fase 1/2 studiet, der gennemføres i samlet 45 personer, ventes senere i andet halvår, formentlig i oktober.
Læs også: Bavarian Nordic er kommet med nye tal - det mener analytikerne om aktien
FLERE STUDIER PÅ VEJ
Allerede denne måned vil Bavarian desuden indlede et fase 2-studie med vaccinen, som vil omfatte op mod 210 personer. Formålet med studiet, der vil blive gennemført på et par centre i Tyskland, er at undersøge potentialet af ABNCoV2 som booster-vaccine i personer, der tidligere er vaccineret, eller har været syge med covid-19.
Sideløbende forbereder Bavarian Nordic et fase 3 forsøg i 2022, hvis gennemførelse er afhængig af opnåelsen af ekstern finansiering. I den forbindelse har det tidligere været fremme, at de danske myndigheder undersøger mulighederne for en statslig finansiering af studiet.
- Vi har en positiv dialog med de danske myndigheder. Så det håber vi, kan lade sig gøre, siger Rolf Sass Sørensen.
Hvor mange penge, der skal rejses til studiet, vil afhænge af, hvor mange patienter, der skal indgå i studiet. De godkendte vacciner fra Pfizer og Moderna er testet i 40-50.000 patienter, men i og med, at Bavarians studie er et booster-studie, håber selskabet på, at det kan gennemføres i noget færre patienter. Det vil dog afhænger af drøftelser med lægemiddelmyndighederne.
Læs også: Bavarian Nordic med vaccine-nyhed
Læs også: Lille svensk aktie brager op efter Bavarian Nordic-nyhed
/ritzau/FINANS