Henter kommentarer

Bavarian får ny millionordre


Det danske vaccineselskab, Bavarian Nordic, har fået endnu en kontrakt under vingerne.

Selskabet skal levere 1,5 millioner doser af sin koppevaccine til et europæisk land. Præcist hvilket land, oplyses ikke.

Leveringen af vaccinerne i den pågældende ordre vil begynde i 2022, men hovedparten vil finde sted næste år. Af den grund har ordren ingen indflydelse på selskabets forventninger til det økonomiske resultat i indeværende år, lyder det i en pressemeddelelse fra Bavarian Nordic.

Vaccineselskabet har opjusteret sine forventninger til årets gang ad hele to omgange den seneste uge.

Så sent som mandag løftede selskabet sløret for, at de havde indgået »flere kontrakter af varierende størrelser«. Det fik Bavarian Nordic til at øge forventningerne til årets omsætning med 400 millioner kroner.

Dermed forventer selskabet en omsætning i år på mellem 2,7 og 2,9 milliarder kroner.

Som det eneste selskab overhovedet har Bavarian Nordic en myndighedsgodkendt vaccine til abekopper.

Guldægget er blevet vækket til live efter, at abekoppe-virussen har spredt sig til alle kontinenter, hvormed flere lande ønsker at beskytte deres borgere og tilmed opbygge beredskaber mod virussen.

Aktien i Bavarian Nordic er braget i vejret med 64 procent de seneste tre måneder.

Læs også: Bavarian opjusterer for femte gang i år

Læs også: SAS: Der vil gå et par dage