Henter kommentarer

Bavarian Nordic-udmelding banker svensk aktie i vejret


Biotekselskabet Expres2ion Biotechnologies er banket i vejret mandag.

Aktien i det lille danske selskab, der er børsnoteret i Sverige, er oppe med næsten 24 pct. Det sker, efter den danske vaccineproducent Bavarian Nordic mandag har meddelt, at virksomhedens svar på en coronavaccine har vist gode resultater, kort inden vaccinen skal testes på 42 personer.

Expres2ion Biotechnologies er en såkaldt konsortiepartner med Bavarian Nordic, og dermed med i gruppen af selskaber, der samarbejder om udviklingen af en mulig coronavaccine. Konsortiet tæller blandt andre AdaptVac, Bavarian Nordic og altså ExpreS2ion Biotechnologies.

Hos Bavarian Nordic begrunder topchef Paul Chaplin det fremtidige vaccine-potentiale således:

»COVID-19 vil sandsynligvis være en sygdom, der fortsat kræver en forebyggende indsats, og booster-vaccinationer vil formentlig være nødvendige for at kunne opretholde eller øge niveauet af beskyttelse mod sygdommen. Vi mener, at ABNCoV2 har potentiale til at imødekomme mange af disse udfordringer og ser frem til den snarlige opstart af det første forsøg i mennesker.«

Det 16-mand store Hørsholm-baseret selskab har kursmæssigt været på noget af en optur. ExpreS2ion-aktien er ifølge data fra Morningstar steget med svimlende 336 pct. i løbet af de sidste 12 måneder.

Læs også: Ser stort potentiale i Bavarian Nordic – Det mener analytikerne om aktien

Læs også: Analytiker om Bavarian: Covid-19-vaccine er en gratis option