Henter kommentarer

Bavarian Nordics omsætning i stor stigning


Det danske biotekselskab Bavarian Nordic kommer ud af årets første kvartal med et markant bedre resultat end samme periode sidste år.

Omsætningen lyder på 535 mio. kr. mod 365 mio. kr. i 2020, afslører virksomhedens netop offentliggjorte regnskab for årets første tre måneder.

Ifølge adm. direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin, har årets første kvartal været »begivenhedsrigt«.

»Det har været et begivenhedsrigt kvartal for Bavarian Nordic, hvor vi har gjort fortsat fremskridt i den kommercielle transformation af selskabet. Dette er drevet af både den tilkøbte produktportefølje fra GSK, vores koppevaccineforretning og flere nye leveringskontrakter. Men vi har også gjort væsentlige fremskridt i vores udviklingspipeline, blandt andet med den planmæssige påbegyndelse af et human challenge-forsøg med RSV-vaccinen, hvor vi ser frem til resultaterne senere på året,« lyder det i en udtalelse i forbindelse med det dugfriske regnskab.

Bavarian Nordic, der blandt andet arbejder på at udvikle en coronavaccine i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet, fastholder deres forventninger til resten af året.

»De finansielle forventninger til helåret fastholdes med en omsætning i intervallet DKK 1.900 – 2.200 mio., et driftsresultat før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) i intervallet DKK 100 – 250 mio. og likvider ved årets udgang i intervallet DKK 1.400-1.600 mio. Intervallerne afspejler usikkerheden forårsaget af COVID-19 på markederne for rabies og flåtbåren hjernebetændelse,« står der i regnskabet.

Læs også: Chefstrateg: Elbilsaktier er kørt af sporet og nedturen vil fortsætte

Læs også: Her forudser Lars Tvede vild aktiefest