Henter kommentarer

Bavarian-rival lufter positive resultater: 'Kan blive bekymrende'


Flere medicinalgiganter kæmper om at skubbe en RSV-vaccine på markedet.

Og nu er der »relativt stærke« resultater fra én af giganterne, nemlig amerikanske Moderna.

De tilsyneladende positive resultater kan gå hen og blive en hovedpine for danske Bavarian Nordic, som også er med i kapløbet om at udvikle og få godkendt en RSV-vaccine. Det betoner Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital, i onsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.

»De (Moderna, red.) kan blive lidt af en bekymrende konkurrent til Bavarian, hvis de får produktet på markedet,« siger aktiechefen.

Moderna har fremlagt resultater fra et såkaldt fase 3 studie. Det er sidste fase, inden et lægemiddel kan godkendes. Resultaterne viser, at der er 84 pct. responsrate overfor vaccinen. Michael Friis betoner dog, at han kun har læst resultaterne i overskriftsform.

»Moderna var ude med RSV fase 3 data. Det var egentligt relativt stærkt med 84 procent responsrate. Men det er headline-data, så man skal lige passe på,« siger han.

Foruden Moderna og Bavarian, har også GSK og Pfizer gang i laboratorierne for at brygge en RSK-vaccine.

GSK og Pfizer har fremlagt data i efteråret, som var lidt af en blandet omgang, vurderer Michael Friis.

Selvom de fire medicinalmastodonter kæmper om at nå først over målstregen med en RSV-vaccine i hånden, så tror Michael Friis, at der er plads til flere af dem på markedet. Markedet for vaccinen er nemlig vurderet til at være omkring 10 mia. amerikanske dollar værd, lyder det.

Læs også: C25-aktie falder efter gode nyheder – Derfor sker det

Læs også: Storbank advarer: Investorerne bliver snydt – de er ikke forberedte på det som kommer