Udbruddet med abekopper har fået flere landes regeringer op ad stolen, hvor de nu rækker ud til vaccineproducenten Bavarian Nordic i et forsøg på at skaffe vacciner mod sygdommen.

Det har skabt en ordrebølge for det danske selskab, der håber, at flere af de enkeltstående kontrakter kan udvikle sig til længerevarende og tilbagevendende aftaler.

»Meget af det vi ser lige nu er et akut behov, der skal dækkes. Folk er meget desperate for at få fat i vaccinerne,« siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør hos Bavarian Nordic, på en telekonference tirsdag.

Læs også: Bavarian-direktør forventer at lukke flere aftaler: 'Interessen har været overvældende'

Ifølge ham skyldes det en bedre beskyttelse ved at anvende Bavarians vaccine mod kopper, Jynneos, som også er godkendt specifikt til abekopper i USA og Canada. Tirsdag kunne selskabet annoncere den seneste flerårige vaccinekontrakt, der var med netop Canada, til en værdi af cirka 56 mio. dollar.

»Canada har vist os en langsigtet forpligtelse. Vi må vente og se, hvor mange af de andre lande, der ser det mere som et "wake up call" for, at de skal være bedre forberedt,« siger Paul Chaplin.

»Det står dog klart, at de lande, der har haft et lager, og der er et par stykker, er meget bedre rustet end dem, der ikke har haft det. Vi må se, om det her bliver overført til, at flere vil have længerevarende kontrakter, eller om det bliver ved de enkelte. Men der er indikationer på, at flere gerne vil det,« siger han videre.

Læs også: Sådan reagerer Bavarian Nordic-aktien

Ifølge Bavarian Nordic er der indtil videre 1000 bekræftede tilfælde af abekopper, og det er fordelt på over 30 lande.

»Det er en lektion til regeringer rundt om i verden om, at vaccinesikkerhed er et problem. I situationer, hvor der kommer seriøse infektioner, så er det et problem. Det var et problem med corona, og det er et problem med abekopper,« siger han.

Han lægger samtidig heller ikke skjul på, at det er en kommerciel mulighed for selskabet, hvis man fremover kan sælge til flere landes lagerbeholdninger.

»Det er en mulighed for os for at promovere Jynneos,« siger han.

Læs også: Ny stor ordre til Bavarian

Læs også: Bavarian-analytiker: Her er selskabets tre guldhåb

.\˙ MarketWire