Benedikte har skrottet dansk folkeaktie: Her er hendes nye træk


Af og til må man sadle om.
Det har Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, måtte erkende henover weekenden. Hun har nu ændret sin strategi i Millionærklubbens Aktiespil, og har blandt andet købt op i to populære danske aktier.
»Jeg har skiftet Pandora ud med Genmab. Jeg hæftede mig især ved fredagens resultater, som har fået flere analytikere til at hæve kursmålet på Genmab. Jeg vurderede, at der er et yderligere potentiale i aktien,« siger Benedikte Løje Nielsen.
Du kan tilmelde dig spillet her.
Netop afkastet er afgørende for spillets investorer, fordi det er det, der afgør, om de kan få fingre i nogle af spillets mange præmier. Spilleren med det højeste afkast på slutdatoen den 31. oktober vinder en førstepræmie på 250.000 kr., mens der hver uge uddeles en ugepræmie til investoren med det højeste afkast i løbet af ugens fem handelsdage.
Udover sit daglige arbejde hos Novo Nordisk er Benedikte Løje Nielsen en aktiv stemme i debatten om økonomisk ligestilling. Som forperson for netværket Kvindeøkonomien bruger hun meget af sin fritid på at inspirere flere kvinder til at kaste sig over investering.
Det danske biotekselskab Genmab har ifølge Bloomberg købsanbefalinger fra 16 ud af de 20 analytikere, som har dækning af aktien. Genmab-aktien er siden spillets start den 7. september steget 19,6 pct.
Også Demant har hun føjet til porteføljen. De to nye køb er et strategisk træk fra Benedikte Løje Nielsen, der ønsker at sprede sine investeringer på flere sektorer for at maksimere sit afkast.
Investorens spilportefølje indeholder dermed nu Eaton, Fortinet, Constellation Energy, Genmab, Zealand Pharma og Demant. I virkeligheden er Benedikte Løje Nielsen kun investeret i ETF'er og fonde.
Hun har i skrivende stund tirsdag eftermiddag skabt et afkast på 5,7 pct., hvilket placerer hende på 5178. pladsen af de over 21.000 spillere.
»Inden spillet startede, havde jeg en målsætning om at ligge i den bedste fjerdedel af deltagerne, og det er jo lykkedes meget godt,« siger hun.
Selvom hun er glad for sin nuværende strategi i spillet, har hun alligevel et godt øje til de populære tech-aktier, som går igen i mange af topspillernes porteføljer. Hun tager derfor højde for, at hun måske skifter spor igen:
»Vi må se, om jeg lægger min strategi om igen om en uges tid, når jeg skal tænke over det med tidshorisonten,« fortæller hun og henviser til, at spillet kun varer i otte uger.
Selvom hun frygter, at AI- og tech-aktierne befinder sig i en boble, kan netop dét marked være nøglen til at slå konkurrenterne, inden spillet slutter.
»Normalt ville jeg ikke gå så hårdt ind i én sektor, da det er for sårbart. Men det kan godt være, det er det rigtige træk i det her spil. Det er et dristigt træk,« lyder det fra investoren.
Hendes skift i strategi understreger netop det, som hun mener, at et aktiespil kan: Det er et sted, hvor man kan eksperimentere med sin egen investeringsstil.
»Det er en oplagt mulighed for nybegyndere til at lære aktiemarkedet at kende helt gratis. Man risikerer ikke sine egne penge, men får alligevel en praktisk forståelse for alt fra handelsgebyrer til, hvad de reelt betyder for afkastet,« siger Benedikte Løje Nielsen.
Du kan stadig nå at dyste med mod Benedikte Løje Nielsen og de mange andre spillere i Millionærklubbens Aktiespil. Du kan tilmelde dig her og læse mere om præmierne her.