De amerikanske popikoner Taylor Swift og Beyoncé kan meget andet end at synge.

De kan påvirke inflationen i lande, og nu kan de altså også få aktier til at stige.

De to popikoner har nemlig fået omsætningen til at boome i Live Nation Entertainment, skriver CNBC. Selskabet ejer TicketMaster, som sælger billetter og merchandise til koncerter.

Aktien stiger med 3 pct. i eftermarkedet på ryggen af et kvartalsregnskab med en boomende omsætning.

Live Nation Entertainments omsætning er steget med hele 32 pct. i tredje kvartal, hvilket i høj grad skyldes højere billetpriser og en øget efterspørgsel. Salget landede dermed på 8,2 mia. dollar, hvilket med længder overstiger analytikernes forventning på knap 7 mia. dollar

Meget af salgsboomet skyldes, at de to popikoner, Taylor Swift og Beyoncé, har turneret rundt med deres koncerter i kvartalet, lyder det.

De to popdronninger fik tilbage i foråret og sommeren en del af skylden for at holde inflationen høj – særligt i mindre økonomier som den svenske. Argumentet var, at når popstjernerne holdt koncerter, så skød hotel- og restaurantpriser i vejret. 

»Beyoncé er ansvarlig for overraskelsen i sidste måned (maj, red.). Det er ganske forbavsende. Vi har aldrig set noget lignende før,« sagde Danske Banks svenske cheføkonom, Michael Grahn, til Financial Times i juni måned.

På daværende tidspunkt var den svenske inflation landet på 9,7 pct. i maj, hvilket var langt højere end ventet. 

Læs også: Dansk udbytteaktie i markant fald

Læs også: Mærsk-direktør: Vi ser ind i et marked med overudbud af skibe i to til tre år