10 til 15 millioner tønder med kulsort olie.
Det er angiveligt, hvad den amerikanske præsident, Joe Biden, har tænkt sig at tage fra USAs nødlager og sende direkte ud på markedet.
Det erfarer Bloomberg fra flere kilder tæt på sagen.
Den amerikanske præsident vil efter sigende gribe til manøvren for at holde olieprisen stabil og gardere sig mod, at den stiger yderligere.
Olieprisen har haft kurs mod månen i kølvandet på, at Rusland invaderede Ukraine. På det seneste har prisen dog sat sig en lille smule, men der er et muligt uvejr forude.
For de olieproducerende lande i OPEC+, hvor Saudi-Arabien de facto står forrest, har besluttet sig for at skære olieproduktionen ned med 2 millioner tønder per dag med start i november.
Det har fået amerikanske myndigheder til tasterne, og USA har appelleret til, at Saudi-Arabien udsætter den nedskæring en enkelt måned.
Den appel har Saudi-Arabien blankt afvist.
Den amerikanske præsident har indkaldt til et møde om oliepriser onsdag, skriver Bloomberg.
USA har allerede taget 165 millioner tønder olie fra sit nødlager.
Onsdag morgen dansk tid koster en tønde europæisk Brent-olie i omegnen af 90,5 dollar.
Læs også: Finansprofessor: Stop med at hæve renten
Læs også: Det gode regnskab kan redde C25-aktie: 'Der er lagt i kakkelovnen til en meget stor kursstigning'