Du kan lige nu fylde billigere benzin og diesel på bilen, og priserne kan falde yderligere.
Det skriver TV 2 ØST.
Onsdag formiddag var prisen på diesel den laveste siden årsskiftet, mens prisen på benzin er den laveste i to måneder.
En liter diesel kunne købes for 12,19 kroner, mens benzin kostede 14,09 kroner literen.
Søren Kristensen er cheføkonom i Sydbank.
Han fortæller, at årsagen til prisfaldet blandt andet er de dårlige nøgletal i amerikansk økonomi.
Til TV 2 ØST siger han:
»Arbejdsløsheden stiger og amerikansk økonomi er måske på vej til at bremse op, og dermed er der mindre brug for olie, hvilket får olieprisen og deraf også benzin- og dieselprisen til at falde herhjemme.«
Han tror, at olieprisen kan komme til at falde lidt mere.
Et større fald vil komme, hvis den amerikanske økonomi fortsætter sin nedtur. Men det vil så omvendt betyde, at der kan komme fyringer og mindre lønstigninger i Danmark.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.