Ah, der er næsten intet som duften af en ny bil. Men det er en duft, som europæere i større og større stil må lede langt efter.

Bilsalget i Europa styrter nedad, og man skal indstille tidsmaskinen til år 1996 for at finde en juni måned, hvor lige så få nye biler ramte de europæiske veje, som tilfældet var i den forgangne måned.

886.510 nye passagerbiler kom ud på de europæiske veje i juni. Det er en nedgang på 15,4 procent i forhold til samme måned sidste år, viser tal fra brancheforeningen for de europæiske bilproducenter, Acea.

Det er i særdeleshed tyskerne, som skruer ned for nye biler. Landets bilsalg er raslet ned med 18,1 procent og det er også den tyske bilgigant Volkswagen, som mærker den voldsomste nedtur, skriver Bloomberg.

Læs også: Socialt medie står til at brage op i børsåbning

Volkswagen – der også tæller mærker som Skoda, Seat, Audi og Lanborghini – har måttet se til, mens deres bilsalg er skrumpet med 24 procent i forhold til for et år siden.

Bilindustrien har haft svære kår i takt med, at forsyningsvanskeligheder har tårnet sig op. Blandt andet manglen på mikrochip har været en udfordring for branchen, skriver Bloomberg.

Det medfører også, at årets gang er behæftet med usikkerhed.

»Vi er lidt forsigtige med udsigterne næste år,« lød det blandt andet fra Volkswagens administrerende direktør, Herbert Diess, i et interview med Bloomberg:

Læs også: Centralbankens vigtigste mand frifundet

»Verden vil forblive ustabil. Det er vores antagelse, at vi skal være lidt forsigtige.«

På dansk grund trillede 11.831 nye personbiler ud fra landets bilforhandlere i juni, når man tager højde for sæsonudsving.

»Første halvdel af 2022 byder på det laveste bilsalg siden 2010. Produktionsudfordringer og leveranceproblemer er rygraden i det, som sender bilsalget fuldstændig i dørken i år. Et lille plaster på såret er, at danskerne i højere grad ser mod de opladelige biltyper, når de skal på biljagt,« konstaterer Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i den sammenhæng.

Salget af BMW er skrumpet med 18 pct. i juni forhold til for et år siden.

For Mercedes Benz er dykket 11 pct.

Læs også: Godt nyt til flekslånere: I har vundet

Læs også: Forsikringskæmpe nedjusterer