En forlænget weekend for de amerikanske investorer har ikke formildet stemningen omkring den meddelelse, som medicinalselskabet Acadia Pharmaceuticals sendte ud efter børslukketid fredag aften.

Aktien er i formarkedet tirsdag faldet hele 31 pct., efter at børserne i USA mandag holdt lukket i forbindelse med helligdagen Juneteenth.

Til stor skuffelse for selskabet - og investorerne - måtte Acadia i en meddelelse fredag aften konstatere, at et flertal af medlemmerne i et rådgivende panel hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, havde vendt tommelen ned i forhold til at udvide brugen af midlet Pimavanserin til også at omfatte Alzheimers sygdomspsykose (ADP).

Ni ud af de 12 i panelet vurderede, at den fremlagte data ikke støttede en konklusion om, at midlet er effektivt i behandlingen af psykose ved Alzheimers sygdom.

»Vi er skuffede over udfaldet af dagens afstemning. Vi vil fortsætte med at arbejdet tæt med FDA i forbindelse med afslutningen af deres gennemgang af helheden af vores effektivitets- og sikkerhedsdata for at få et fuldstændig overblik over Pimavanserins fordele-risiko hos patienter med ADP,« siger Acadias administrerende direktør, Steve Davis, i meddelelsen.

Pimavanserin blev godkendt til behandling af hallucinationer og vrangforestillinger forbundet med Parkinsons sygdomspsykose af FDA i april 2016 under navnet Nuplazid.

Læs også: Europa i nyt økonomisk angreb på Rusland: 'Putin skal ikke true nogen EU-lande'

Læs også: Jyske Bank kan overtage stor ejendomsmæglerkæde

.\˙ MarketWire