Det danske biotekselskab Genmab dropper den videre udvikling af det potentielle middel acasunlimab til behandling af lungekræft.
Det oplyser Genmab i en meddelelse.
Beslutningen kommer efter nøje overvejelser, lyder det fra adm. direktør Jan van de Winkel:
»Selvom dataene har været opmuntrende, har de attraktive muligheder, vi ser i vores senfase-pipeline, fået os til at fokusere vores investeringer der, hvor vi mener, at vi kan levere den største værdi for patienter og aktionærer,« udtaler Jan van de Winkel og fortsætter:
»Vi er meget begejstrede for momentum i EPKINLY, petosemtamab og Rina-S, og vi forbliver forpligtede til at gennemføre disse programmer med hastighed og grundighed.«
Efter meldingen har Genmab-aktien tabt en smule flyvehøjde, så den nu er nede med 0,8 pct. i mandagens børshandel.
Genmab har tidligere haft et samarbejde med BioNTech omkring acasunlimab, men selskabet trak sig fra udviklingen i 2024. Siden da har Genmab selv stået for projektet.
Beslutningen om at droppe udviklingen af det potentielle kræftmiddel vil ikke påvirke Genmabs forventninger til 2025, fremgår det videre.
Genmab-aktien er steget med 41 pct. i 2025 indtil videre.

