Den populære kryptovaluta bitcoin stiger med omtrent 5 pct. onsdag, og det får den digitale mønt til at krydse en markant grænse.
Således koster en bitcoin onsdag eftermiddag dansk tid nu mere end 60.000 dollar - eller omtrent 415.000 kr.
Der er dermed heller ikke forfærdeligt langt op til den højeste pris nogensinde for en bitcoin, som er på 68.982,2 dollar, skriver CNBC.
Den digitale mønt er steget med 40 pct. i år og er således på højeste niveau siden november 2021, skriver Bloomberg. En del af stigningen kan blandt andet forklares med, at de amerikanske børsmyndigheder i januar godkendte en række såkaldte bitcoin-spot ETF-er. Det har gjort det muligt for flere investorer at investere i den populære kryptovaluta.
Deruodver er der også en såkaldt halving på vej. En halving reducerer den rate, som nye bitcoin bliver lavet med, hvilket dermed reducerer udbuddet af bitcoin i markedet. Det har også været med til, at presse prisen op, skriver Bloomberg.
