Det virker til at investorerne har svært ved at finde melodien fredag morgen. 

Olieprisen er faldet en smule fra gårsdagens højdepunkt, i takt med at Israel har annonceret at man ikke vil angribe energiinfrastruktur længere og at den amerikanske præsident Trump har afvist at sende landtropper i krig i Iran ifølge Bloomberg. 

Det løfter stemningen en smule hos investorerne, der ellers havde en hård dag torsdag. Her faldt mange af de store indeks i Europa med mere end 2 pct. 

Stemningen er ligeledes præget af et stort kursfald på 7 pct. til den kinesiske techgigant Alibaba, der torsdag var ude med regnskab. Det kan du læse mere om her

Vi starter det finansielle overblik i Asie, hvor børshandlen er i gang: 

De japanske aktier ligger stille, da der er lukket for handel på børsen i Japan på grund af en helligdag. 

De kinesiske aktier i Hang Seng-indekset, der hører til i Hong Kong, falder til gengæld. Her lyder tilbagegangen på 0,6 pct.

Hjemme i Europa er der udsigt til, at aktierne fredag bliver mere værd fra morgenstunden. 

Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu en fremgang på 0,7 pct., når man ser på Euro Stoxx 50-indekset. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.

I USA står de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq til en blandet start, når børshandlen starter 14.30 dansk tid. 

Det viser futures, som mere præcist indikerer, at de tre ledende indeks står til at åbne mellem lige under nullet for techaktierne i Nasdaq-indekset til 0,1 pct. højere for Dow Jones-indekset.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.

Prisen på den toneangivende Brent-olie fra Nordsøen er faldet med 1,3 pct. det seneste døgn til nu at koste 107 dollar per tønde. Den amerikanske WTI-olie koster nu 93,8 dollar per tønde, og dermed er den olietype faldet 1,7 pct. det seneste døgn.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldet handler nu til en pris på 4720 dollar pr. ounce. 

Kryptovalutaen bitcoin handler fladt, og den digitale mønt koster dermed 70.616 dollar.

Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

Millionærklubben

Mens investorerne bruger det meste af deres opmærksomhed på at holde øje med nye bombeangreb i Mellemøsten, så buldrer AI-udviklingen fremad. Eller gør den?  Millionærklubben diskuterer i dag, om investorerne overdriver effekten af kunstig intelligens, og hvor det efterlader markedet. Det gør vi med investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen og populær investor hos handelsplatformen eToro Christian Jain Kongsted.  Panelet vender også gårsdagens rentemøde i USA, og kigger frem mod dagens rentemøder i UK og EU.  Vært: Adam Geil