Den værste dag i flere år.
Sådan lyder dommen over det amerikanske aktiemarked, der mandag tog en gedigen nedtur. Vi skal helt tilbage til 2022 for at se så stort et aktiefald.
Men fortsætter nedturen tirsdag, og hvordan skal du forholde dig, hvis du selv har investeret penge i amerikanske aktier?
Mandagens rutsjebanetur uden en optur ramte over en bred kam de amerikanske aktier, men investorerne valgte særligt at slagte de store techgiganter som Alphabet, Amazon, Meta, Microsoft og Tesla.
»Det, der skete i går, var først og fremmest en USA-nedsmeltning, hvor investorerne reagerer på den toldkriger, som Donald Trump han er,« siger Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet.
Selv Elon Musks bilgigant Tesla faldt hele 15,4 procent. Og det bliver vurderet, at Elon Musk, der er verdens rigeste mand, fik barberet over 200 milliarder kroner af sin formue på en dag.
Ifølge flere økonomiske eksperter har frygten for en økonomisk nedtur i USA med Trump-administrationen i spidsen, sendt aktierne ud i et blodbad.
Særligt Donald Trumps insisteren på at indføre høj told på varer fra Canada, Mexico og Kina har en betydning. Og udsigten til et opgør med EU har også en stor betydning.
Ifølge Per Hansen kigger investorerne nu på det globale indeks, hvor den største del – helt op til 72 procent, er investeret i amerikanske tjenesteydelses-aktier som Netflix, Google, Amazon og Microsoft. Det er også her den største del af danskernes penge ligger investeret, og derfor betyder det noget for danskerne, hvad der sker i USA.
»Det er her, at den såkaldte globale-dansker er blevet ramt. For i 2024 steg de amerikanske aktier meget og dollaren steg yderligere, derfor fik man medvind på medvind. Nu falder de amerikanske aktier mest og dollaren falder,« siger investeringsøkonomen.
Han fortæller videre, at det vi ser lige nu, er en reaktion fra investorerne, der viser, at det største fald kan komme i USA, hvis Trump fortsætter sin økonomiske politik.
På den korte bane, når det amerikanske marked åbner 14.30, peger Per Hansen på, at det vil starte med et plus på de amerikanske aktier.
»Mit bud det er, at det amerikanske marked vil starte i plus, noget der ligner en halv procent, så vil investorerne sidde stift og kigge på, hvad der sker, for hvis indekset går op, så køber de, hvis det går ned, så sælger de,« fortæller han.
Han råder danske investorer til, at de skal kigge på deres portefølje og overveje, om de er kraftigt markedsvægtige med amerikanske aktier.
»Man skal forholde sig til, om man har nogle forkerte aktier, har man for mange aktier, er der for meget af noget, som man ikke skal have,« lyder det fra eksperten.
Fra Danske Bank lyder det, at man skal forberede sig på, at kursfaldene ikke er overstået. Det forudser Danske Banks senior strateg Natalie Setlak, der på den lidt længere bane forventer, at aktierne fortsat vil falde.
»Det negative sentiment på aktiemarkedet forventes at fortsætte, indtil investorerne får større tiltro til, at økonomien fortsat er robust. Aktier vil derfor fortsat være under pres tirsdag, da den økonomiske makrokalender er sparsom, hvilket betyder, at der ikke kommer nye data, der kan hjælpe med at ændre stemningen.«
