Henter kommentarer

Bøgerne du SKAL læse - Helge Larsens favoritter


Hurtige nyheder og kursreaktioner fylder en del på Euroinvestor, men har man brug for at fordybe sig og blive endnu klogere på markedet, kan fagbøger være vejen frem.

Men hvilke bøger skal man så vælge? For at gøre det nemmere har Euroinvestor spurgt en række kendte eksperter, hvilke bøger om investering, der er deres absolutte favoritter - denne gang investor Helge Larsen.

Foruden at være en flittig gæst i Millionærklubben, står han også bag Nordnets podcast 'Investeringspodcasten' med Nordnets investeringsøkonom Per Hansen. Derudover er han redaktør på investeringssitet ProInvestor. Selv er han forfatter til bestselleren 'Den tålmodige investor'.

»Min egen bog er først og fremmest en 'rejsebeskrivelse', hvor mit praktisk erhvervede kendskab til fundamental virksomhedsøkonomi parret med trendspotting og tålmodighed gjorde mig til en bedre investor på aktiemarkedet efter flere år med mange tab på kortsigtede handler,« siger Helge Larsen om bogen, der udkom i 2018.

Her får du hans tre favoritbøger om investering:

  • 'The Intelligent Investor' af Benjamin Graham
    »​Jeg har som mangeårig erhvervsmand i flere brancher opnået et stort kendskab til virksomhedsøkonomi, nøgletal,  budgetter og vækststrategier.  Det har derfor været helt naturligt for mig, at søge og læse litteratur om fundamental analyse og valueinvestering. Her er Benjamin Grahams bøger om finans og investering trods de mange år på bagen i en en klasse for sig selv,« fortæller Helge Larsen, om hvorfor Benjamin Grahams bog 'The Intelligent Investor' er i top tre over favoritter.

    Bogen udkom for første gang tilbage i 1949, og Benjamin Graham bliver af mange omtalt som »the father of value investing«. Undervejs bliver læseren blandt andet klogere på, hvordan man navigerer rundt i investeringsuniverset, og hvilke fælder man skal være opmærksom på.

  • 'Den rationelle investor' af Kurt Kara
    »Ligesom Benjamin Grahams bog er Kurt Karas 'Den rationelle investor' temamæssigt i samme boldgade med langsigtet valueinvestering,« siger Helge Larsen.

    Bogen er fra 2016 og lærer blandt andet læseren, om hvordan aktiemarkedet fungerer, og hvad forskellen på en spekulant og investor er.

  • 'Børshandlerens psykologi: Hvorfor markederne er hysteriske, og hvordan du kan tjene penge alligevel' af Lars Tvede
    Finansmanden Lars Tvede har skrevet en række bøger om investering og markedet, og en af Helge Larsens favoritter er 'Børshandlerens psykologi'.

    »Lars Tvedes bog er for mig en suveræn mangefacetteret grundbog i generel forståelse af investering i aktier,« lyder det fra Helge Larsen.

Læs også: Kendt investor overrasker: Det udgør halvdelen af porteføljen

Læs også: ​Netcompany får markant lavere kursmål - her er forklaringen