Stemningen er vendt. Investorerne vil ikke give nær så meget for aktierne som tidligere. 

De globale aktiemarkeder oplever lige nu fornyet uro, da regnskaber fra nogle af verdens største teknologiselskaber skaber tvivl om holdbarheden bag den kursfest, som vi har set inden for selskaber, der forbindes med brug og udvikling af kunstig intelligens. 

Tiltagende spændinger i Mellemøsten presser også olieprisen op over 110 dollar per tønde, hvilket skaber bekymring for stagflation blandt investorerne, skriver Bloomberg News.

Reaktionerne på regnskaberne fra selskaber som Meta Platforms og Tesla afspejler en udtalt nervøsitet omkring de enorme udgifter til kunstig intelligens og infrastruktur. 

Investorerne kræver nu håndfaste beviser for, at investeringerne rent faktisk kan omsættes til overskud på bundlinjen, forklarer Tim Waterer, der er chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade:

Læs også: Tesla slår akkurat forventningerne: Investerer stort i robotter og kunstig intelligens

»Markedet er svært at stille tilfreds med hensyn til investeringer lige nu. Det ængstes, når virksomhederne skruer op for udgifterne, og det ængstes, når de holder igen, som vi lige har set det med Tesla. I det her miljø er det næsten umuligt at ramme den rette balance.«

Uroen rammer bredt. En bølge af kursfald ruller lige nu gennem markedet. 

Investorerne ser ud til at sælge op i europæiske aktier, når børshandlen skydes i gang kl. 9 i Europa. Aktierne står nemlig til at falde 0,7 pct., viser futures for det toneangivende aktieindeks Stoxx50, der afspejler udviklingen i 50 store europæiske selskaber.

I Asien, hvor aktiehandlen har været i gang i flere timer, sælger investorerne også ud af aktierne i verdens fjerdestørste økonomi, Japan. Det er i en grad, så det toneangivende Nikkei-aktieindeks falder 2 pct. Der bliver også solgt ud af kinesiske aktier på børsen i Hongkong. Her falder det kinesiske Hang Seng-indeks lige nu med 2,9 pct.

Læs også: Derfor koster det dyrt at skifte vinderaktien ud

Bølgen af kursfald ser ud til at rulle videre fra Asien - igennem Europa - og videre henover Atlanten. Amerikanske aktier står til at blive mindre værd. Det brede S&P 500-aktieindeks står til at falde 0,6 pct. og det teknologitunge Nasdaq-aktieindeks står til at falde 1,3 pct., mens aktierne i Dow Jones-aktieindekset står til samlet set at falde 0,3 pct.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber der er i Dow Jones her.

Læs også: Historisk alliance under opsejling: Canada rykker tættere på EU

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger.

Den globale referenceolie brent stiger til godt 110 dollar per tønde. En tønde af den amerikanske WTI-olie stiger også i pris, men den koster derimod lidt over 98 dollar per tønde.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.

Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er faldet en smule det seneste døgn. Guldet handles til en pris på 4.090 dollar pr. ounce. Hvis vi zoomer ud, kan vi dog se, at guldprisen er faldet 5,4 pct. i år.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er faldet en anelse det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 82.786 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.