Henter kommentarer

Bølge af kursfald på vej: Her er det finansielle overblik fredag


Recessionsfrygten har grebet markedet, og det præger børshandlen.

Investorer søger mod sikre havne, lyder det fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

»Lige nu er det cyklisk mod defensivt. Det mere cykliske har det skidt, og det defensive outperformer. Det, som sker, er, at vi går fra at have handlet på inflationsfrygt til nu at handle på recessionsfrygt,« udtaler han, ifølge Marketwire.

Vi er ifølge strategen på vej over i recessionsfasen, hvilket investorer allerede positionerer sig til.

Recessionsstemningen præger børshandlen i Asien, som er i gang lige nu.

Investorerne sælger ud af kinesiske aktier her til morgen. De falder 0,8 pct. fra morgenstunden dansk tid, når man kigger på Hang Seng-indekset, der hører til i Hong Kong.

Der er også røde børser i både Australien og Sydkorea, efter det amerikanske S&P 500-aktieindeks torsdag lukkede i det laveste niveau siden juni. Fredag er der børsluk i Japan på grund af helligdag.

Der er også udsigt til en bølge af kursfald blandt europæiske aktier, når børshandlen begynder i Europa klokken 9. Det viser futures for en lang række europæiske børser. Det europæiske Stoxx 50-aktieindeks står til at falde 0,1 pct, viser futures. Stoxx 50-indekset består af 50 aktier i store europæiske virksomheder.

Der er også lagt op til fald på den anden side af Atlanterhavet, når aktiehandlen i USA sparkes i gang klokken 15.30 dansk tid. Futures for de tre ledende aktieindeks – Dow Jones, Nasdaq samt S&P 500 – indikerer fremgang på 0,2 pct.

Læs også: Jesper og Lone gik tidligt på pension og udlevede drømmen: 'Nu synes vi, vi har alle muligheder i verden'

Olieprisen falder på udsigterne til recession og dermed udsigten til et lavere forbrug. Den amerikanske WTI-olie handles til knap 83 dollar tønden, imens den europæiske Brent-olie ligger på knap 90 dollar for samme mængde.

Guldprisen falder også en smule, således at et ounce af ædelmetallet kan anskaffes for 1.669 dollar.

Den udbredte kryptovaluta bitcoin stiger knap 1 pct. det seneste døgn og handles til 19.434 dollar.