En bølge af kursfald har retning mod de finansielle markeder mandag morgen.
Den amerikanske præsident Trumps melding om, at USA vil blokere Hormuz-strædet øger usikkerheden og dæmper investorernes humør. Meldingen skaber nemlig bekymringer om en ny eskalering af krigen mellem Iran og USA og Israel, skriver medier som CNBC og Bloomberg.
Investorerne fejrede ellers fredsforhandlinger mellem parterne i sidste uge, ved at sende aktierne kraftigt op - og olieprisen ned med det kraftigste fald på en uge siden 2022.
»Det sværeste ved at handle under denne begivenhed er, at krigens tåge for alvor har lagt sig,« lyder det fra Jordan Rochester, der er strateg hos Mizuho Bank ifølge Bloomberg.
Den amerikanske blokade af Hormuz-strædet vil træde i kraft kl. 10 mandag amerikansk tid - hvilket vil være kl. 16 dansk tid.
Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor investorerne oplever markante kursfald:
De japanske aktier falder med 1,1 pct. her til morgen dansk tid, når man kigger på Nikkei-indekset.
Også de kinesiske aktier bliver sendt ned her til morgen. Hang Seng-indekset, der hører til i Hongkong, falder med 1,18 pct.
I Europa er der ligeledes udsigt til en markant nedtur mandag morgen, når aktierne bliver sat i handel.
Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu kursfald på 1,4 pct., når man ser på Euro Stoxx 50-indekset. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
I USA står de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq også til en rød åbning, når børshandlen starter 15.30 dansk tid. Det viser futures, som mere præcist indikerer, at Dow Jones og S&P 500 åbner med fald på 0,8 pct., mens Nasdaq står til at falde med 0,9 pct.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der har stabiliseret sig efter tirsdagens markante fald.
Olieprisen er steget 8-9 pct. og handler nu omkring 102 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie koster 104 dollar per tønde.
Prisen for gas i Europa er steget op mod 18 pct.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldet handler nu til en pris på 4715 dollar pr. ounce. Guldprisen er steget med 9 pct. i år indtil videre.
Kryptovalutaen bitcoin er steget en smule det seneste døgn og den digitale mønt koster dermed nu 71.029 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

