Henter kommentarer

Børshus advarer: Udviklingen skjuler, hvad der sker under overfladen


Entusiasmen omkring kunstig intelligens skjuler, hvad der reelt foregår under overfladen.

Der hersker lige nu en omfattende svaghed blandt selskaberne i en bestemt del af aktiemarkedet. Det drejer sig om de populære teknologiselskaber. 

Mange af dem, der ikke er koblet til hypen inden for kunstig intelligens, kæmper med chokbølgerne efter den nedtur, der begyndte i 2022, skriver Financial Times.

Realiteten er under overfladen, at mange teknologivirksomheder har svært ved at genvinde momentum, lyder det fra Tony Kim, leder af teknologiinvesteringer i BlackRocks fundamentale aktieafdeling:

»Når man ser på teknologi uden for AI, sker der ikke særlig meget. Mange [under]-sektorer er stadig i recession. Det eneste, der virkelig er vokset, har været AI.«

Vi ser en reaktion i teknologisektoren, mener Dustin Moskovitz, medstifter af Facebook og nu administrerende direktør for Asana. Teknologiselskaberne ansatte i coronaårene en overflod af medarbejdere, og vi ser lige nu en form for afvikling af den over-ansættelse og det overforbrug. Det sker midt i økonomisk usikkerhed og usikkerhed om AI's fremtid, mener han.

Mens giganter som Nvidia og Microsoft har nydt godt af AI-hypen, kæmper mange traditionelle tech-områder som software, IT-konsulentvirksomhed og produktion af elektronisk udstyr med svag efterspørgsel og efterdønningerne fra overekspansion under coronakrisen. 

Det billede kan Ted Mortonson, der er tech-strateg hos RW Baird, godt genkende: 

»Generativ AI maskerer en cyklisk nedgang i mange andre kernesektorer. Alle håber, at tingene bliver bedre i de næste par kvartaler, selvom håb ikke er en investeringsstrategi.«

Udviklingen understreger, at man som investor skal passe på med at lade sig forblænde af, hvor hurtig kunstig intelligens kan forandre selskaberne, fordi realiteten for mange tech-virksomheder er langt mindre rosenrød, og sektoren står over for betydelige udfordringer i kølvandet på pandemien.

Læs også:Nordnet om de voldsomme kursfald: Der kan være et større skifte i gang

Læs også: Storbank: Særlig begivenhed kan sende Apple-aktien ud i voldsom optur