Henter kommentarer

Børsluk mandag: Nyt fokus gav aktierne luft under vingerne


Ugens første handelsdag er netop overstået, og for de danske aktier blev det en positiv en af slagsen. 

C25-indekset, der omfatter landets mest handlede aktier på fondsbørsen, lukkede i et plus på 1 pct.

Frank Øland Hansen, der er chefstrateg i Danske Bank, kalder udviklingen for et stemningsskift holdt op mod sidste uge, der var præget af kedelige fald – både herhjemme og på de globale aktiemarkeder.

»Sidste uge så vi aktiemarkedet blive handlet ned hver dag på geopolitisk usikkerhed og nervøsitet om techaktierne. Mandag er vi mødt ind til en uge, hvor fokus er på regnskaber,« siger chefstrategen og tilføjer, at han mener, at det er godt, hvis investorerne parkerer Mellemøsten en smule for i stedet at holde fokus på friske tal fra nogen af verdens største selskaber.

I løbet af ugen lander der blandt andet dugfriske regnskaber fra Tesla, Meta, Microsoft og Alphabet, og skuffer de store giganter ikke investorerne, vil aktierne herhjemme med stor sandsynlighed nyde godt af en positiv stemning, vurderer Frank Øland Hansen.

Netop det er formentligt også årsagen til, at C25-indekset i løbet af eftermiddagen er gået fra at handle 0,4 pct. højere til nu at lukke i en stigning på hele 1 pct.

»Der er ikke kommet de store nøgletal i dag, men når man først har fået positivt momentum, og der er fravær af negative nyheder, så sker der tit det, at når USA er oppe, er det med til at løfte de danske aktier,« siger chefstrategen.

Selvom det danske eliteindeks er lukket højere, er det ikke alle aktier, der har klaret det lige godt.

Den store taber blandt C25-aktierne er aktien i kabelselskabet NKT, der endte dagen i et fald på 4,2 pct. Faldet kommer efter selskabet har fået negativ opmærksomhed i form af analytikernyt. Jefferies har indledt dækning af den danske aktie og har et kursmål på 500 kr. og en 'underperform'-anbefaling. Med andre ord mener børshuset, at aktien er mindre værd, end den nuværende kurs på 574,50 kr.

Til gengæld er aktien i høreapparatselskabet GN Store Nord lukket i et plus på 5,3 pct. og er dermed dagens højdespringer. I slutningen af sidste uge gentog Danske Bank sin 'køb'-anbefaling på aktien og skruede kursmålet op til 280 kr. mod før 260 kr. 

Mandag koster en GN-aktie 182 kr., og dermed indikerer det friske kursmål et potentiale på over 50 pct. Læs mere om GN-aktien her.

Tager man et kig blandt de øvrige aktier på den danske fondsbørs, var der flere nyheder fra Shape Robotics, der blev sendt ned med 5 pct. i dagens handel.

Robotvirksomheden, der blandt andet udvikler robotter til undervisning i skolen, vil ekspandere sin forretning til Indien, og har i den forbindelse indgået et samarbejde med det indiske selskab PM Publishers, som skal være med til at distribuere Shape Robotics produkter i Indien. Læs mere om det her.

Senere på dagen kom der endnu en melding fra selskabet, der kunne fortælle, at den tidligere administrerende direktør Andre Fehrn, som også har besiddet posten som finansdirektør, stopper i selskabet ved udgangen af maj. Det sker efter »fælles aftale«, fremgår det af en børsmeddelelse.

Få timer senere oplyste selskabet, at man har indgået endnu et samarbejde. Denne gang med det engelske selskab Channel Tools. Samarbejdet sigter blandt andet mod læring inden for STEAM-fagene – altså Science, Technology, Engineering, Arts, and Mathematics. 

De fem C25-aktier, der har klaret sig bedst:

De fem C25-aktier, der har klaret sig værst: