Tirsdag kom det frem, at Royal UNIBREW mister retten til at distribuere cola for PepsiCo fra 2029 af, og Carlsberg kommer til at overtage den aftale.

Det betyder, at Royal UNIBREW ikke har cola længere, og det kan blive en udfordring, når man skal ud til distributørerne, der kan få det hele hos Carlsberg, lyder det fra Victor Fremming, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.

-Royal UNIBREW‑casen føles ærlig talt ret død lige nu, for hvad er en soft drink‑producent uden en cola?, skriver han i en kommentar.

Det er til trods for, at selskabet ifølge Victor Fremming er kendt for sin innovationskraft, og man derfor ikke skal udelukke, at bryggerikæmpen kan finde en vej.

Det er dog svært at se, hvordan Royal UNIBREW skal lukke hullet i omsætningen, som tabet af Pepsi efterlader. En ny lancering vil nemlig kræve tid og penge, skriver børsmægleren.

- Bundlinjen er, at cola ikke bare er endnu en sodavand – det er hele fundamentet. Uden Pepsi mangler Royal UNIBREW sin mest centrale trafikskaber, og hverken en hjemmelavet cola eller mindre nichebrands ligner et reelt alternativ. Man kan håbe på et nyt twist, men lige nu er cola‑regningen simpelthen for stor, skriver han i en kommentar.