Det var »næsten uundgåeligt«, at den danske smykkekæmpe Pandora i fredags måtte nedjustere sine forventninger til 2025.
Sådan lyder det fra Victor Fremming, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
Han peger nemlig på, at det særligt skyldes de stigende priser på ædelmetaller, der i 2025 og starten af 2026 er steget markant. Særligt sølvprisen, der er steget med 184 pct. de seneste tolv måneder kommer til at presse Pandora, lyder vurderingen:
»Pandora bliver hårdt ramt på deres marginer ude i 2027, når sølvprisen stiger, fordi det er det overvejende ædelmetal i deres smykker,« siger Victor Fremming i podcasten.
Pandora-aktien faldt med hele 9 pct. i fredagens handel, og børsmægleren bider blandt andet mærke i, at det ikke lykkedes den nyudnævnte CEO Berta de Pablos-Barbier at berolige investorerne på fredagens analytikerkald.
»Aktien faldt 5,5 pct. under conference-call’et, så det kan nok tolkes som om, at investorerne ikke var synderligt begejstrede. Jeg synes også vi fik nogle indikationer fra CFO Anders Boier på, at det godt kan være 2026 ikke bliver synderligt godt,« siger Victor Fremming.
Kigger man på, hvad de professionelle analytikere mener om Pandora-aktien lige nu, så er stemningen da også en smule bekymret. Ifølge data fra finanstjenesten Bloomberg er der 22 analytikere, der følger aktien og kun 9 af dem anbefaler at købe lige nu.
10 analytikere anbefaler hverken at købe eller sælge, mens 3 finanshuse mener at man bør sælge ud af Pandora-aktien.
Du kan høre mere om hvilke bevægelser Victor Fremming ser i markederne lige nu, i mandagens udgave af Millionærklubben. Du finder episoden i afspilleren nedenfor, i din sædvanlige podcast-afspiller, eller i videoen i toppen af artiklen.

